Besøg hos Weingut Peter Jakob Kühn … den dygtige bioweingut

Jeg har siden jeg første gang smagte Riesling fra Weingut Peter Jakob Kühn været betaget af hans tørre, sprøde og mineralske vine. Jeg husker fortsat klart min første vin fra Kühn … en 2011 Riesling 300m NN Rutz Rebel, som var lavet i et samarbejde mellem Peter Jakob Kühn og sommelier Billy Wagner fra vinbaren Rutz i Berlin.

Og det var netop på Rutz i Berlin, at jeg smagte vinen og blev så bjergtaget, så derfor havde vi selvfølgelig også Weingut Peter Jakob Kühn på vores besøgsliste. Så efter besøget på Schloß Schönborn gik turen til Oestrich-Winkel, hvor Weingut Peter Jakob Kühn ligger lige i udkanten af byen.

Om Weingut Peter Jakob Kühn

Lad os inden smagningen kigge lidt nærmere på Weingut Peter Jakob Kühn, der er grundlagt tilbage i 1786 af Jacobus Kühn. Vinhuset producerer da også vinen Jacobus, som netop er opkaldt efter den gamle grundlægger.

Peter Jakob Kühn er 11. generation på vingården, som han overtog tilbage i 1979 sammen med hustruen Angela. Hustruen tager sig af adminstrationen og parrets 3 voksne børn Sandra, Kathrin og Peter Bernhard hjælper også til.

Derudover skal der også holdes styr på en lang række børnebørn, så der er virkelig tale om et rigtigt familieforetagende. Det var vistnok Kathrin, som vi mødte, da vi besøgte gården.

Peter Jakob Kühn har omkring 18 hektar vinmarker og laver omkring 120.000 flasker vin årligt. Flere af Kühns marker er egentligt Erste Lagen  eller Grosse Lage marker, men det er Kühn for beskeden til at skrive på hans flasker. Det fremgår imidlertid nu af hans hjemmeside.

Kühn ejer parceller på markerne Oestricher Klosterberg, Hallgarten Hendelberg, Oestrich Lenchen, Mittelheim Sankt Nikolaus, Oestrich Doosberg og Hallgarten Frühenberg.

Siden 2004 har vinhuset været certificeret, og Kathrin fortalte også masser om deres filosofi og det at være biodynamisk vinproducent. Huset kalder sig dog også selv bioweingut.

Og det er helt klassisk biodynamisk tilgang med nedgravning af kohorn, som fyldes med ekstrakt af kolort, komposterede vinblade, mælkebøtter, kamilleblomster, løvetand og badrian … tilsat en stor portion kompostorme.

Efter nedgravning i en lang periode, så tages kohornene op igen og der laves en væske fra horn + fyld, og denne væske anvendes til at sprøjte vinplanterne med.

Selvom vinhuset har eksisteret gennem 11. generationer, så er det primært under Jakob Peter Kühn, at der er sket en markant fremgang.

Og det har vineksperterne nu også fundet ud af, bl.a. skriver Gault & Millau om Kühn; Das ist Rheingau at its best! Ja selv den gode Parker har givet Kühns vine høje point. Gault Millau har også i deres Weinguide 2016 kåret Jakob Peter Kühn som Winzer des Jahres 2016.

Vort besøg og en syg dreng

Vi besøgte Weingut Peter Jakob Kühn uanmeldt, og hverken Peter Jakob eller sønnen Peter Bernhard var hjemme, selvom vingården skam havde åbent. Det havde vi skam tjekket.

Imidlertid var Kathrine hjemme og tog os med ind i Vinotheket. Hun er søster til Peter Bernard, men denne dag var hendes dreng syg og lå i en klapvogn. Han var helt klart ikke på toppen og jamrende sig dog også løbende. Det blev derfor heller ikke verdens længste smagning.

Vi fik dog med en smule jamren som sagte baggrundsstøj en fin lille smagning, hvor vi smagte både Riesling og en smule Spätburgunder og derudover en længere snak om biodynamik.

Der kom lidt efter et par børn … og fluks var den lille knægt en del bedre og spurtede udenfor for at lege med de andre.

Vinmæssigt er det tørre, sprøde og mineralske vine … jeg var specielt ganske imponeret af vinen Quarzit, hvor druerne kommer fra markerne ved Oestrich. Vi smagte også lidt Erste og Grosse Lage vine, bl.a. Oestrich Doosberg GG.

Vi kunne ikke komme ned og se deres produktion … det rodede for meget og derfor ville de helst ikke vise det frem på dette tidspunkt. Det var nok forståeligt … og måske også at presse tingene, nu da hun stod alene med en syg knægt.

I stedet takkede vi … købte et par vine og satte kursen retur mod Rüdesheim.