2014 Palacio Quemado, La Zarcita, Extremadura, Spanien

2014 Palacio Quemado, La Zarcita, Extremadura, SpanienHvis det danske vintervejr skal true med blæst, frost og is, så skal vi ha’ lidt spansk varme i kroppen, hvilket vi løser med denne La Zarcita fra vinhuset Palacio Quemado i appellationen DO Ribera del Guadiana i Extremadura vinregionen.

Helt præcis holder vinhuset til tæt ved den store sø Embaise de Alange … ja faktisk ligger selve vinhuset ved den øverste del af søen midt i byen Alange i Badajoz området, mens husets marker ligger længere mod syd ved den vestlige side af søen.

Vinhuset er grundlagt i 1999, da Alvear familien købte stedet og trådte til med hele deres knowhow, erfaringer og stolte vintraditioner.

Familien har nemlig gennem 8 generationer drevet det store historiske vinhus Bodegas Alvear, som ligger endnu længere mod syd i byen Montilla i Andalusien, Spaniens sydligste vindistrikt, men havde nu mod på yderligere ekspansion.

Samlet har familien 94 hektar vinmarker, hvor Tempranillo dækker omkring 50% af markerne. De øvrige sorter er Garnacha, Syrah, Petit Verdot samt en række lokale druesorter.

Familien har efterfølgende sat Envinate Group til at stå for vinfremstillingen. Envinate Group består af de 4 unge vinmagere Alfonso Torrente, José Ángel Martínez, Laura Ramos og Roberto Santana, som hjælper en række spanske vinhuse.

Og en af disse vine er altså denne La Zarcita, som er lavet på en skøn variation af druer. Vinhuset oplyser ikke selv, hvilket druer, som der findes i vinen, men flere vinsider påstår, at det er 40% Tempranillo, 40% Syrah samt 20% Cabernet Sauvignon.

Det skulle dog være sikkert, at vinen er 6 lagret måneder på franske 500 liters egefade fra Allier, Nevers og Vosges.

Næsen er støvet med grønne blade, spidskommen, håndklæder fra en gammel sportstaske samt lidt smøreolie, mens frugten er sådan medium røde bær. Der er også lidt medium fylde og noter fra eg og lidt flæsk.

Det er egentlig en afbalanceret vin … et lille peberbid sammen med frisk frugt, let balsamisk med jord og lidt krydderier. Den gør egentlig ikke det store væsen af sig, men den fungerer faktisk ganske fint.

Er købt hos Glud Vin, men prisen kender jeg ikke. I hjemlandet ligger prisen på omkring 7,60€ … svarende til 57 kr.

Vinanmeldelse 4/7