Besøg hos Weingut Robert Weil … veldrevet Kiedricher magtfaktor

Rise and shine … ny dag i Rheingau og planlagt besøg hos 4 vingårde, hvor den første var velkendte Weingut Robert Weil, der ligger i byen Kiedrich. Vi pløjede Astra’en gennem det rheingauske landskab med Rhinen funklende og smilende til vores højre kind. Vi blinkede sødt igen.

Kiedlich ligger som fjerneste destination fra Rüdesheim på vores besøgsliste, og derfor gav det også god mening at starte dagen der. Så kunne vi langsomt, men sikkert, nærme os Rüdesheim i løbet af dagen … fra producent til producent, flaske til flaske, glas til glas. Klasse.

Weingut Robert Weil ligger nedad en smal, stejl vej og først var vi faktisk i tvivl om, hvorvidt vi var på rette spor. Men BINGO … så dukkede vinhuset op i al dens storhed,  pragt og glans. Vingården nærmest oser af penge … mange penge.

Vi snusede og listede os rundt … tog et par obligatoriske fotos, for det er svært at lade være med på dette sted. Der er simpelthen så flot og ordentligt. Samtidig havde solen valgt at skinne fra en næsten skyfri himmel, så på den måde passede pengene også. Et par arbejdere forsøgte at få styr på de mange blade, som træerne træt havde smidt i respekt af en truende vinter.

Skiltene, der viser flokken vej til vinotheket, er selvfølgelig lyseblå som etiketterne på husets vine. Vi adlød de lyseblå og lod os føre hen mod vinotheket, hvor vi – efter et par ring – blev modtaget af Jan Christensen. What-the-fuck? En dansker?

Jan er leder – leiter – af vinotheket, men tysker af dansk afstamning, og han bød os indenfor i den flotte vinbutik aka vinothek, hvor vi satte os på et par barstole med et lille springvand på bordet. Elegant … hvis man altså ikke lige skal tisse.

Vi efterspurgte lidt god, tør Riesling og herr Christensen forsikrede os om, at vi så var kommet til det rigtige sted. På den måde havde han jo ret, for Weingut Robert Weil laver udelukkende Riesling, men selvfølgelig lige fra tørre vine til fuldfede, søde Trockenbeerenauslese og Eiswein.

Vi ville holde os til de tørre vine.  Imponér os, fremstammede Falken på bedste skoleengelsk en smule provokerende, men keine problem … igen var vi kommet til det rigtige sted og opfordringen virkede ikke til at ryste Christensen det mindste.

Weingut Robert Weil er medlem af VDP, så vi startede selvfølgelig med husets Gutswein Rheingau Riesling Trocken og så steg niveauet bare vin for vin. Fra husets GG marker smagte vi Kiedrich Gräfenberg Riesling Trocken GG.

Historien bag vinhuset

Leiter Jan Christensen fortalte også lidt om vinhuset, som jo blev grundlagt af Dr. Robert Weil, der var professor i tysk på Sorbonne Universitet i Paris. I 1867 købte han – trods arbejdet i Paris – sine første vinmarker på Kiedricher Berg.

På grund af den fransk-tyske krig blev han omkring 1870-71 nødsaget til at forlade Frankrig og slog sig selvfølgelig ned ved Kiedrich i Rheingau, hvor han nogle år senere også købte den flotte, gamle og gotiskinspirerede ejendom, som blev hjemsted for vinhuset. Det er ejendommen på det allerøverste foto.

Ejendommen var bygget af Sir John Sutton. Han var en engelsk, stenrig adelsmand, havde titlen baronet af Norwood Park i Lincolnshire og var kunstmæcen. Han havde slået sig ned i Kiedrich, hvor han bl.a. med sin formue støttede en lang række gode formål, herunder genopførelsen af Pfarrkirche St. Valentinus … den store kirke, som på billedet ovenover kan skimtes i baggrunden.

Han stod også bag opførelsen af den store villa, som Dr. Robert Weil købte efter Sutton død i 1873. Købet blev hjulpet på vej via Robert Weils bror, der netop arbejdede som præst i Pfarrkirche St. Valentinus på dette tidspunkt.

Efter ankomsten til Kiedrich ernærede Dr. Robert Weil sig som journalist, men vinproduktionen voksede stødt. Han udvidede forretningen og erhvervede med tiden nogle af de bedste marker omkring Kiedrich.

Takket været Dr. Robert Weil forudseenhed og indsigt samt en stor vilje til at investere, så blev hans vine hurtigt kendte i internationale kredse. Hans fine Riesling vandt indpas på de royale middagsborde over hele Europa som det hvide modstykke til de store røde vine fra Bordeaux.

I dag drives vinhuset af 4. generation i form af Wilhelm Weil, der også selv har lært faget helt fra barnsben af. Han overtog driften i 1987, hvor det faktisk ikke gik specielt godt for Weingut Robert Weil. Vor vært under besøget fortalte, at man faktisk dengang var tæt på at gå rabundus. 

Men via fremsynede investeringer i kælderen og vinmarkerne, indførslen af de ikoniske lyseblå etiket samt ny markedsføringsstrategi, så fik Wilhelm Weil igen skabt interesse for vinhusets vine. Og successen kan bestemt aflæses, når man besøger Weingut Robert Weil.

Vinhuset er i dag virkelig ordentlig, veltrimmet og smukt at besøge. Der nu også investeret i mere moderne vineri, smagelokaler, vinothek og alt fremstår totalt nyfriseret. Samtidig er det tydeligt, at her er man vant til mange gæster og turister.

Weingut Robert Weil har udover det flotte vineri og smukke park omkring 90 hektar vinmarker, bl.a. markerne Kiedrich Klosterberg, Kiedrich Turmberg og Kiedrich Gräfenberg.

Der satses på kvalitet, bl.a. med kraftig kontrol af udbytte fra vinmarkerne og selektiv, manuel plukning. Ligeledes i kældrene, hvor vinene vinificeres så blidt som muligt, hvilket garanterer produktion af vine på et højt kvalitetsniveau.

Besøg i vinkælderen

Vi fik en god snak med Jan Christensen og fortalte, at vi på vej til Rheingau faktisk havde nydt et glas 2009 Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese fra Weil og medbragt fra deres danske importør Jysk Vin, som Jan bestemt godt kendte. Cool.

Sammen med et par andre gæster fik vi lov til at komme ned i fadkælderen, hvor vi fik en rundvisning. Den minder på mange måder om tingene ovenfor … pænt, ordentlig og en smule showoff med en mur med blåt vandfald. Vandfaldet sikrer tilstrækkelig luftfugtighed, men ser også ganske imposant ud.

Jan vidste os de store egefade, som – via jernplader på bagsiden inde i fadene – kan temperaturreguleres. Det er store fade, som Weil anvender til sine vine og de kan holder mange årtier.

I et lille siderum var der flere egefade samt en lille samling af nogle af husets gamle, støvede vine. Disse vine var aflåst bag tremmer og var blot en del af Weils gamle skattekammer.

Jan fortalte, at en af husets gamle vine – en 1921 Kiedricher Berg Riesling Auslese – i år 1999 blev solgt på vinauktionen på Kloster Eberbach til knap 90.000 kr. … og dem har man fortsat 3 flasker af.

I nyere tid er en 2003 Kiedrich Gräfenberg Riesling Trockenbeerenauslese Goldkapsel solgt for omkring 38.000 kr., så der ligger for lidt basører i den gamle kælder.

Dem smagte vi dog ikke, men ellers et ganske fint besøg. Da vi kom op fra kælderen var vinotheket ved at være pænt besøgt … vistnok af nogle japanske turrister. Vi købte lidt og takkede pænt af.

Sluttelig blot lige lidt flere stemningsbilleder fra besøget.