1992 Château Talbot, Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

1992 Château Talbot, Saint-Julien, Bordeaux, FrankrigBrix’s første vin gættede vi alle … både at det var Cabernet Sauvignon og at det var en Bordeaux. Bingo. Vinen er nemlig en ældre 25 år gammel 4. Cru Classé vin fra Château Talbot i Saint-Julien.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 1997 og været ganske begejstret for, så derfor også spændende at smage den 5 år ældre, selvom 1992 vistnok ikke var det bedste år i Bordeaux og vinen jf. Wine Spectator burde være past peak. Men det er jo egentlig blot en generalisering.

Château Talbot er opkaldt efter Sir John Talbot, guvernør af Aquitaine og jarl af Shrewsbury, som ejede slottet i 1400-tallet. Han var vistnok også general og hærleder for de britiske styrker i 1453, da de tabte slaget ved Castillon og dermed hele Bordeaux-området til franskmændene.

Senere i historien var slottet ejet af Marquis Aux og det var under hans ejerskab, at slottet ved den store 1855-klassifikation blev rangeret som 4. Cru Classé. I 1899 blev slottet solgt til monsieur A. Claverie, men blev i 1917 overtaget af Désiré Cordier og det har lige siden været i familien Cordiers eje.

Siden 1993 var det været 4. generation i form af søstrene Lorraine Cordier og Nancy Bignon Cordier , som har drevet det historiske vinslot. Imidlertid døde Lorraine pludseligt og uventet i 2011, så lige siden har det været Nancy Bignon Cordier og hendes mand Jean-Paul Bignon, som har forestået driften.

Og det er et af de største vinslotte i Saint-Julien. Château Talbot er med sine 103 hektar endda en af de største vingårde i hele Medoc, og den største med markerne placeret i et samlet areal.

Med så stort et markareal vil der altid være forskelle mellem parcellerne/arealet, men det har slottet vendt til sin fordel. Slottet udnytter en kombination af computerstyret overvågning og mange århundreders erfaringer, så man får det maksimale ud af hver eneste vinstok.

Derfor kan de – uanset om årgangen så skulle være århundredets værste – altid høste druer af tilfredsstillende kvalitet. Slottet lader ofte omkring 50% af høsten deklassificere til 2. vinen Connétable Talbot, for at sikre, at slottets førstevin ikke svinger i kvalitet.  Udover 1. og 2. vinen laver slottet også en hvidvin Caillou Blanc.

Men her er det altså 1. vinen i årgang 1992, men den præcise druesammensætning kan jeg ikke for denne ældre årgang, men det er primært Cabernet Sauvignon tilsat lidt Merlot, Petit Verdot og Cabernet Franc.

Vinstokkenes gennemsnitsalder er 35 år, og vinen lagrer 14 måneder på barriques, hvor omkring halvdelen er nye fade. Denne årgang 1992 har fået 86 point af Parker og 75 af Wine Spectator.

Næsen siger Bordeaux … jord, muld, lethed, duften er god moden og måske lidt tilbageholden og blid med lakrids, fennikel, hyben, kirsebær, solbær og virker derudover let støvet og tør.

I munden virker den en smule træt, hvorved syren – som ganske vist fortsat er stram – virker lidt udover det hele. Der er lakrids, kirsebær og ikke så megen tyngde. Det er nærmest en let og spinkel Bordeaux … langt mere end normalt. Skuffende vil nogle sikkert sige, men jeg kan godt li’ det spinkle udtryk. Dermed læner den sig også opad samme indtryk, som jeg fik, da jeg smagte vinen i årgang 1997.

Brix havde købt sit eksemplar på auktion. Nyere årgange forhandles af Philipson Wine, hvor de koster 444,95 kr. for en flaske, mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7