2014 Bertani, Ognisanti Valpolicella Classico Superiore, Veneto, Italien

2014 Bertani, Ognisanti Valpolicella Classico Superiore, Veneto, ItalienOg næste heat fortsatte såmænd hos Cantine Bertani, nemlig med deres Ognisanti Valpolicella Classico Superiore DOC i en årgang 2014 og sjovt nok på nøjagtig samme druemix som foregående Recioto, nemlig 80% Corvina Veronese og 20% Rondinella.

Druerne til denne vin kommer fra husets gamle vinstokke på marken Ognisanti ved Tenuta Novare  … en sydvendt mark, som Bertani har ejet siden 1957 og har sit navn efter et lille kapel, som lå lige midt i marken i gamle dage.

Druerne høstes forholdsvis sent, typisk i anden halvdel af oktober måned, hvilket er muligt på Ognisanti marken. Det giver sammen med en lang maceration masser af koncentration samt blød, sød frugt til vinen.

Fermenteringen sker i rustfrie ståltanke med en konstant og kontrolleret temperatur på 20 grader, hvorefter vinen lagrer hele 18 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade. Efter flaskning lagrer vinen 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Lad os se, hvad vinen kan byde på i næsen … den er rustik med dyb kirsebær, sød og rund frugt, babybræk – på den gode måde forstås – peber, krydderier, blæk, kul samt en lidt indelukket og syrlig kælder.

I munden har vinen en ret syrlig frugt, virkelig frisk og straight forward og den megen eg kan slet ikke fornemmes. Den er lettere balsamisk i smagen.

Ikke fundet herhjemme, men i støvlelandet koster vinen 16,90€ eller omkring 126 kr.

Vinanmeldelse 4/7