2013 Cantine Ravazzi, Giocoso IGT, Toscana, Italien

2013 Cantine Ravazzi, Giocoso IGT, Toscana, ItalienFalder dug, kommer regn og efter hvid, kommer rød. Det havde Gert E løst med et lille indhop af denne IGT vin Giocoso fra Cantine Ravazzi i Palazzone i det sydøstlige hjørne af Toscana.

Cantine Ravazzi ligger faktisk næsten tæt på Umbrien i området San Casciano dei Bagni. Huset er grundlagt i 1956 af Enio Ravazzi, men drives i dag af sønnen Alberto Ravazzi sammen med hustruen Roberta Ciaccioni, der også arbejder indenfor vin som direktør for et lokalt foretagende, som promoverer vin og vinsmagninger indenfor turisme.

Cantine Ravazzi har samlet 15 hektar vinmarker og de senere år har de ansat vinmageren Andrea Bernardini til at hjælpe med produktionen. Det har været med til at løfte kvaliteten med fokus på fyldig frugt og fadnoter, dog aldrig uden at gå på kompromis med den elegance,  der skal være i en god toskansk rødvin.

Her har vi husets Giocoso … en Rosso di Toscana IGT vin lavet på 50% Sangiovese og 50% Cabernet Sauvignon. Og det er kun de absolut bedste og optimalt modne druer, der anvendes i denne vin. Udvælgelsen af druerne sker allerede under høsten, og igen i vinkælderen.

Fermenteringen sker i store egefade, macerationen varer omkring 10 dage. Den endelige vin fadlagres 12 måneder i franske egetræsfade efterfulgt af 3 måneder på flaske inden frigivelse. Der produceres alene beskedne 6.000 flasker af denne vin årligt.

Næsen har en fed balsamisk syre samt blæk, grafit og det blev hurtigt spottet, at der er Cabernet Sauvignon i vinen. Aromaen er både mørk, sødkrydret og samtidig har den lidt syrlig mødding med i købet. Das like’n wir.

Smagen er sådan set godt kraftig, saftig og samtidig med en vis syrlighed underneden. Syren har klart italiensk herkomst, men fungerer egentlig fint med den store saftighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7