2014 Seresin Estate, Chardonnay Reserve, Marlborough, New Zealand

2014 Seresin Estate, Chardonnay Reserve, Marlborough, New ZealandTil skaldyrssalaten havde Jan valgt denne Chardonnay Reserve fra vinhuset Seresin Estate, som ligger ved den lille by Renwick i Wairau Valley, dvs. i Marlborough området, som jo ligger på den øverste del af Sydøen i New Zealand.

Det er et vinhus, som jeg tidligere er stødt på, bl.a. med deres 2012 Pinot Noir Leah, men jeg også tidligere har smagt nogle af deres vine fra Momo serien.  Jeg har dermed også tidligere skrevet lidt om huset, der er ejes og drives af den New Zealanske filmfotograf Michael Seresin, som har været ansvarlig fotograf på en lang række store film.

Han har bl.a. været med til at filme Midnight Express, Birdy, Angel Heart, Harry Potter – Prisoner of Azkaban, Bugsy Malone, City Hall og Angela’s Ashes.

Han har således arbejdet sammen med store instruktører som Harold Becker, Adrian Lyne og Alan Parker. Han har også selv instrueret en enkelt film, nemlig filmen Homeboy fra 1988 med skuespillerne Mickey Rourke og Christopher Walken på rollelisten.

Og så ejer og driver han altså vinhuset Seresin Estate, som han købte i starten af 1990’erne efter først at have ledt i flere år efter en vingård i Italien. Den drøm blev dog opgivet og så faldt valget på Wairau Valley.

Det er også et område, som er nærmest ideel til vindyrkning. Den meget porøse jordbund med et højt indhold af grus giver perfekte dræningsforhold, hvilket er nødvendigt i det til tider temmelig regnfulde klima. Store sten på jordoverfladen reflekterer endvidere solens stråler og holder derved på varmen i Marlboroughs kølige og klare sommernætter.

Vingården er en af de mest moderne på New Zealand. Bygningerne er opført i flere niveauer, så druerne ankommer i det øverste niveau og ender i flasker på det nederste niveau. Vinen skal ved hjælp af tyngdeloven kunne løbe frit, så brug af pumpemaskiner ikke er nødvendigt.

Michael Seresin lavede sin første vin i 1996, og har så ellers løbende opkøbt flere vinmarker, bl.a. markerne Tatou Vineyard og Raupo Creek vineyard. I dag ejer vingården samlet 111 hektar vinmarker, og alt er certificeret både økologisk og biodynamisk. På markerne dyrkes druesorterne Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Gewurztraminer, Viognier, Semillon og Riesling.

Seresin Estates etiketter har normalt alle et håndaftryk som logo.  Michael siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ingen ord, kun symbolet på styrke samt kraft fra jord og sten.

Denne Chardonnay Reserve er lavet med druer fra husets biodynamiske certificerede mark Raupo Creek i Omaka Valley, og er gæret i store egefade, hvor den også lagrer i 11 måneder. Omkring 20% af fadene er nye. Derefter lagrer den 3 måneder på puncheons, som er fade på 318 liter.

I glasset er vinen lettere grumset aka ufiltreret og byder derudover på en vild duft … virkelig aromatisk og bio bio, så den dynamiske side kommer absolut til udtryk i aromaen. Det er en meget kropslig duft med fedme, smør, karamel, vanilje, bolsjer, astronaut-is og den har sgu oss’ fået godt med eg.

Smagsmæssigt er vinen sådan lige til … cremet med meget blid syre og måske lidt Anders And, altså lidt fortegnet i smagen. Det bliver lidt overdrevet, men også kun lidt, for det smager meget godt, da der lige er tilstrækkelig syre og tilstrækkelig mineralitet til, at balancen bliver rigtig god.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7