2004 Château Phélan Ségur, Saint-Estèphe, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Phélan Ségur, Saint-Estèphe, Bordeaux, FrankrigVi stormer videre med anmeldelserne af Cru Bourgeois vinene, og næste vin er fra det smukke og imponerende vinslot Château Phélan Ségur, som ligger i Saint-Estèphe og producerer nogle af de bedste vine i området.

Phelan Segur grænser op til de to berømte Cru Classé slotte Château Montrose 2. Cru og Château Calon Ségur 3. Cru. Château Phélan Ségur har altid været kendt for at lave kraftige vine med en bemærkelsesværdig fylde og smidighed, der fint lever op til betegnelsen Cru Bourgeois.

Hovedbygning fra det 19. århundrede er majestætisk og ejendommen er med sine 90 hektar større end de fleste i området.

Siden 1985 har vinslottet været ejet af Xavier Gardinier, og han driver i dag fortsat slottet, godt hjulpet godt på vej af hans sønner Thierry, Stéphane og Laurent. Der er siden overtagelse sket et enormt restaureringsarbejde for at bringe ejendommen tilbage sin fordums glans.

Bygningerne er totalt renoveret i samme ånd som stifterne i sin tid ønskede. Slottets vinkælder er udstyret ud fra et ønske om, at gøre det muligt for terroir’et at udtrykke sig i al sin kompleksitet. Med brug af den nyeste teknologi har  Gardinier bragt den tidligere lidt ligegyldige vin op på et helt andet niveau.

Vinen her er en ægte Saint-Estèphe og 51% af vinen er produceret på Merlot, mens Cabernet Sauvignon udgør 47%. De resterende druesorter er Cabernet Franc og Petit Verdot. Vinstokkenes gennemsnitsalder er 35 år og vinen lagres på egetræsfade i 14 til 18 måneder. Årlig produktion er 168.000 flasker.

Duftmæssigt er der lakrids, bræk eller sure sokker, hvilket måske kan lyde lidt ulækkert, men egentligt er ganske interessant. Der er skovbær, cigarkasse, røg og lidt blyant.

Smagsmæssigt en meget forfinet og elegant vin med fornem balance. Der er megen tørhed, og vinen sidder “lidt grumset” på fortænderne med nogle modne tanniner. Rigtig dejlig vin, og nok aftenens bedste.

Købt til 230 kr. hos Fleggaard.

Vinanmeldelse 5/7   

Skriv et svar