2016 Domäne Wachau, Riesling Federspiel Himmelstiege, Wachau, Østrig

2016 Domäne Wachau, Riesling Federspiel Himmelstiege, Wachau, ØstrigPå Houlbergs Vinblog elsker jeres flittige vinblogger jo Riesling og i går smagte jeg et glas af denne Riesling Federspiel Himmelstiege fra det østrigske kooperativ Domäne Wachau.

Kooperativet ligger selvfølgelig – som navnet siger – i vinområdet Wachau, nemlig i byen Dürnstein lige ved der schönen und blauen Donau. Det holder endda til i en smuk gammel, historisk bygning kaldet Cellar Palace, som blev opført i perioden 1714 til 1719 af Jakob Prandtauer. Den er i dag udvidet med en moderne tilbygning med et nyt vineri.

Og hele herligheden ligger endda samtidig lige op til vinmarkerne, der ligger på de stejle terrasser langs Donau. Bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig.

Domäne Wachau er et af de største vinhuse i Østrig. Det er grundlagt i 1938 og dets 250 medlemmer har samlet 440 hektar vinmarker og de bedste marker er markerne Achleiten, Kollmitz, Loibenberg og Tausend-Eimer-Berg. De 440 hektar vinmarker svarer til omkring 30% af samtlige vinmarker i Wachau.

Kooperativet ledes af direktøren Roman Horvath, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på den ansvarlige vinmager Heinz Frischengruber. De er de to friske fyre, som I kan se på billedet ovenover.

Vinene fra kooperativet er opdelt i mange forskellige serier, men en af disse er Wachauer Himmelstiege, som i dag består af vine fra stejle terrasser langs Donau på en strækning mellem Dürnstein og Loiben i Dürnstein kommune.

Navnet Himmelstiege eller himmelstige kommer fra det gamle ordsprog, om den der arbejder hårdt i denne vinmark, de behøver ikke at frygte helvede – i hans hånd ligger nøglen til porten hos Skt, Peter.

Marken var således en stige til himmelriget. Men de stejle marker kræver også virkelig hårdt arbejde. Vindyrkning på de stejle terrasser er møjsommelig og besværligt.

Det står såmænd også meget dekorativt på etiketten på vinen, men selvfølgelig på tysk; Wer diesen Weingarten arbeitet, braucht die Hölle nicht zu fürchten – der hat freien Eintritt beim Petrus.

Riesling Federspiel Himmelstiege er lavet på ren stål, fermentering i store temperaturstyrede ståltanke og har derefter lagret 3 måneder i de rustfri ståltanke. Derefter flasket og klar til os forbrugere … så lad os smage på vinen i glasset.

Næsen er syrlige æbler, fersken, god tæthed i duften, grønne elementer, let citrus og godt med syre.  Det er en virkelig frisk og syrlig Riesling.

Det gælder såmænd også smagsmæssigt, hvor den har sylespids syre, som holder igennem hele smagsspektret. Det er ikke dybt eller så nuanceret, men smager frisk, frejdig, let mineralsk og med bitter grape i slutfasen. Jeg kan sgu meget godt li’ den.

Købt i Føtex, hvor den pt. kan fås til 75 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7