2016 Montioni, Umbria Grechetto IGT, Umbrien, Italien

Og vi startede selvfølgelig smagningen med Paolos moneywine … hans Umbria Grechetto IGT og – som det også fremgår af etiketten – alene en smagsprøve på vinen i 2016 årgangen, som ikke var frigivet og derfor en anteprima udgave. Det er samtidig husets eneste hvidvin.

Druerne er høstet fra Montionis marker ved Montefalco i 450 meters højde i starten af september. Vin er lavet på rustfrie ståltanke og har ligget 1 nat med skindet inden fermenteringen. Vinen har derefter lagret 3 måneder i ståltankene og derefter 3 måneder på flaske … men det har denne 2016’er altså ikke helt nået endnu.

I næsen byder vinen på fersken, blomster, sødme og lidt vanilje, men der mærkes ingen mineralitet. Virker som en let og omgængelig vin og lidt af en pleaser.

Smagsmæssigt en frisk og ligetil vin med let bitterhed, grapefrugt og egentlig ganske sprød i eftersmagen. Der er dog også en del bitterhed i eftersmagen, men Paolo fortalte, at den ville forsvinde ved den yderligere lagring i flasken.

Ingen forhandlere herhjemme, men på vingården koster den 6€ … eller omkring 45 kr.

Rating 3,5/7