2013 Terre del Barolo, ArnaldoRivera Barolo Vignarionda, Piemonte, Italien

Kooperativet Cantina Terre del Barolo Cooperativa Tra Produttori vil gerne lave kvalitetsvine. Derfor har de i år introduceret en ny serie af enkeltmarks Barolo’er opkaldt efter kooperativets grundlægger Arnaldo Rivera og derfra kommer denne Barolo Vignarionda.

Kooperativet var til arrangementet repræsenteret ved deres eksportchef Gabriele Oderda, og han serverede alle de nye Barolo’er for mig og jeg besluttede mig for at skrive om denne Vignarionda, som jeg synes var den bedste.

Kooperativet holder til i byen Castiglione Falletto – lidt sydvest for Alba by.  Det er grundlagt i 1958 af en tidligere folkeskolelærer fra  Castiglione, nemlig Arnaldo Rivera. Han havde under krigen været medlem af modstandsbevægelsen omkring Torino, men levede nu som vinbonde. Han samlede nogle øvrige avlere og dannede kooperativet.

I starten var det alene 22 vinbønder, som deltog i kooperativet, men i dag er der 362 medlemmer og det dækker ikke mindre end 650 hektar vinmarker i Langa, Grinzane Cavour, Serralunga, Monforte d’Alba, Diano d’Alba, Barolo, Novello, La Morra, Verduno, Roddi og Castiglione Falletto.

Deres samlede årlige høst er på omkring 5.500 tons druer, som kooperativet knuser til omkring 38.000 hektoliter vin, primært Barolo, Nebbiolo d’Alba, Dolcetto d’Alba, Dolcetto di Diano d’Alba og Barbera d’Alba. Derudover laves der også lidt Verduno Pelaverga, Freisa, Grignolino, Favorita og Chardonnay.

Og i 2017 har kooperativet så introduceret en ny serie, som de har opkaldt efter deres gamle grundlægger. Serien består i øjeblikket af 11 forskellige vine, heraf 8 Barolo’er inkl. denne Barolo Vignarionda, hvor druerne jo kommer fra  marken Vigna Rionda, der ligger tæt på Serralunga d’Alba i den østlige del af Barolo området.

Vinen er lavet med 18 dages maceration og der anvendes alene druernes naturlige gær ved fermenteringen. Vinen er efterfølgende lagret 32 måneder på nye franske tonneaux egefade. Produktionen er alene 3.400 flasker årligt af denne vin.

Duftmæssigt er det en let, syrlig Barolo med både hindbær, kirsebær, fennikel, lidt violer og virker meget ren og måske endda lidt simpel i duften. Der er ikke mange sekundære noter.

I munden let, syrerig vin med hindbær, ganske fin og stringent syre, meget fin, delikat, men gør på en eller anden måde ikke så megen væsen af sig. Det er selvfølgelig også fortsat meget, meget ung vin og bør ligger 5-10 år endnu.

Philipson Wine er dansk importør, men denne er endnu ikke kommet på hylderne. En søstervin fra ArnaldoRivera serien er dog på vej og prises til 269,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7