2015 Bodegas Don Diego, Tramoya Rueda Verdejo, Rueda, Spanien

Jeg stødte for et år siden ind i dette vinhus Bodegas Don Diego … og nu dukker der endnu en vin op derfra, nemlig denne Tramoya Rueda Verdejo.

Bodega Pedro Escudero ligger i den lille by La Seca omkring 25 kilometer sydvest for Valladolid i Rueda appellation under Castilla y León. Vinhuset er et lille sideprojekt fra Pedro Escuderos børn Pablo, Maria og Diego Escudero. Og vinene bliver da også produceret på Bodega Pedro Escudero, som er grundlagt i 2002 af Pedro Escudero sammen med hustruen Paula. Pedro var selv opvokset i området og havde i flere år beskæftiget sig med vin.

Bodega Pedro Escudero har i alt 32 hektar vinmarker, hvor der udelukkende dyrker de hvide druesorter Verdejo og Viura, hvilket giver bases for 4 forskellige hvidvine, nemlig vinene Fuente Elvira Verdejo, Fuente Milano Verdejo og Fuente Milano Verdejo-Viura samt Valdelainos Verdejo.

I dag er sønnen Pablo Escudero ansvarlig vinmager … men udover dette har han også – sammen med sine søskende Maria og Diego – gang i projektet Bodegas Don Diego, hvor de fra vinmarken Tramoya laver 6 forskellige vine, nemlig serierne Tramoya og Varrastojuelo.

Bodegas Don Diego projektet er etableret med den hensigt, at præsentere et udvalg af mere moderne vine end normalt hos Bodega Pedro Escudero.

Vinene laves – som hos faderen – alene på druerne Verdejo samt Viura. Og høsten fra vinmarken Tramoya sker også med et forholdsvis pænt udbytte på hele 70 hektoliter pr. hektar.

Dette er en af børnenes Verdejo vine, lavet med druer fra 40-50 år gamle vinstokke og lavet med kold pre-fermentering carbonic maceration, altså fermenteret i kuldioxidrige tanke før presning af druerne. Det gør, at fermenteringen starter indeni druerne, selvom druerne i bunden kvases af presset. Metoden skulle efter sigende give mere frugtrige vine. Derefter sker den almindelige fermentering, selvfølgelig også i rustfrie ståltanke.

Næsen er frisk og grøn med græs, hø, ganske aromatisk med både sæbe, blomster, fersken og melon, måske endda lidt fennikel. Virker som et frisk pust og det bliver heller ikke for grønt.

Smagen er også frisk med lidt jern og godt med citron. Vinen er sådan meget ligetil og uden den store kompleksitet, men smager rigtig godt … frisk vin.

Købt hos Glud Vin, hvor en flaske koster 95 kr.

Rating 4/7