2011 Cantine Lenotti, Amarone della Valpolicella Classico Black Label, Veneto, Italien

Denne Amarone della Valpolicella havde jeg taget med som ingrediens til byggesjakkets pølsefremstilling … helligbrøde vil nogle sikkert sige. Men jeg er jo ikke Amarone mand og havde tænkt, at den måske kunne være god i en pølse ;o) Den er har en sort etiket og kommer fra vinhuset Cantine Lenotti.

Men rolig nu … jeg havde selvfølgelig smagt på vinen inden den røg i ingrediens skuffen. Man er vel flittig vinblogger? Så lad os endelig kigge nærmere på denne sorte Amarone della Valpolicella.

Cantine Lenottis vingård lige i udkanten af Bardolino ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af smukke bakker og omringet af vinmarker samt oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns (store vinballoner i glas), men i 1968 begyndte familien at producere og tappe kvalitetsvine med efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter.

Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene.

Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Denne Black Label Amarone della Valpolicella er ikke en af husets normale vine. Den er lavet af druer fra vinmarker eller parceller tilhørende familiemedlemmer, som ikke er involveret i Cantine Lenotti.

Det er Corvina, Rondinella og Molinara fra både Negrar, Valgatara og Fumane. Vinen er fadlagret i 36 måneder og trækker en alkoholprocent på 15,5%.

Duften er nærmest støvet … sådan lidt som et gammelt bibliotek, gammelt arkiv med gamle bøger, syrlig med en svag vammel og indelukket aroma, kirsebær, gærede blommer, kul, engelsk lakrids, snustobak, estragon og godt med urter. Den har heldigvis ingen duft af rosinvand, men alligevel er den lidt kvalm.

I munden er der power, godt med syre og tanninerne spiller bestemt i angrebet, agressive og med fuld speed. De rammer dog ikke målet, for det hele bliver lidt ubalanceret med masser af syre, peber og jernagtige elementer. Man sidder lidt tilbage med en sjov fornemmelse … og det er ikke rigtig mig.

Forhandles fx af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 199 kr. på tilbud, mens normalprisen er 249 kr.

Rating 3/7