2009 Antonelli San Marco, Chiusa di Pannone Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Chiusa di Pannone Montefalco Sagrantino DOCG er en enkeltmarks Sagrantino fra Antonellis vinmark Chiusa di Pannone … en 2,7 hektar mark, hvor Sagrantino stokkene er plantet tilbage i 1995.

Det var den sidste af de tørre Sagrantino vine hos Antonelli San Marco. Sjovt nok er udbyttet ved høsten noget lavere end hos de andre Sagrantino vine hos Antonelli, nemlig 30 hektoliter pr. hektar. På Chiusa di Pannone marken er undergrunden præget af kalkholdig ler, grus og aflejringer fra oldtiden.

Lavet med maceration i 3-4 uger, fermentering ved maksimum 28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet. Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 24 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 6 måneder i cementtanke inden flaskning.

Derefter lagrer vinen så yderligere i 24 måneder – altså hele 2 år på flaske – inden den sendes på markedet. Alkoholprocenten er en spids højere end ved den almindelige Sagrantino, nemlig 15%.

Næsen minder en smule om forrige vin … meget blød, moden og balanceret vin. Alderen kan fornemmes med blød frugt, modne blommer, modne kirsebær, lidt mint, læder og lidt sødme.

Smagen er også blød og overmoden … power, peber og tydelige tanniner. Den er rund og megen behagende, så det smager sgu supergodt. Italiensk superkraft pakket i fed, cremet frugt.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 299 kr.

Rating 5/7