2015 Antonelli San Marco, Trebium Trebbiano Spoletino, Umbrien, Italien

Filippo Antonelli laver selvfølgelig også vine på Trebbiano Spoletino og denne Trebium Trebbiano Spoletino smagte jeg faktisk flere gange i Montefalco.

Selvom Spoletino druen fra gammel tid blev kaldt scaccia debiti – udrydder af gæld – på grund af den høje produktivitet, så er udnyttet hos Antonelli dog noget mindre, faktisk alene 50 hektoliter pr. hektar. Det er min erfaring, at man virkelig kan vride fremragende kvalitet ud af Trebbiano Spoletino druen, når udbyttet holdes nede, hvilket fx Le Cimates Trebbiano Spoletino Superiore Riserva Del Cavalier Bartoloni  er et super eksempel på. Der ligger udbyttet fx på 40 hektoliter pr. hektar,

Denne Trebium Trebbiano Spoletino er lavet med presning, skinkontakt med maceration og fermentering i store 25 hektoliter egefade uden temperaturstyring. Der lagrer vinen også sur lie i 6 måneder og efter flaskning lagrer vinen endnu 4 måneder.

Duftmæssigt er den en virkelig dejlige vin med eksotiske frugter, fersken, melon … endda godt med melon, små grønne strejf af urter, estragon, god krop og langt mere fyldig end Grechetto’en. Det er aromatisk med blomster, en smule citron og mandler. Syren virker blid og alligevel let drillende.

I munden er vinen endda mere blød og cremet end duften, god struktur, god syre med frisk bitter grape, citron og virkelig en sammenhængende vin. Det er fylde og syre i god balance, stor tørhed og det er sgu meget elegant.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører, men denne Trebium Trebbiano Spoletino er ikke fundet nogle af stederne.

Rating 5/7