2012 Rocca di Fabbri, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Denne Montefalco Rosso DOC er den mest producerede vin hos Tenuta Rocca di Fabbri SRL Sociale Agricola. Det er en almindelig Montefalco Rosso under appellationen og således lavet på Sangiovese, Sagrantino og derudover er det valgfrit med sidste del.

Den kommer, som de øvrige vine på Rocca di Fabbri, med en kunstnerisk etiket med endnu udsnit fra et maleri, som er lavet af kunstneren Benozzo Gozzoli. Men de har – sjovt nok – ikke oplyst noget om, hvad motivet for maleriet er. Måske det blot forestiller Montefalco by eller måske ligger der en anden historie bag. Hvem ved?

Denne Montefalco Rosso er lavet på 65% Sangiovese og 15% Sagrantino, mens de sidste 20% består af andre røde druer, som altså ikke er oplyst, men Andrea Dell’armi oplyste mig, at den sidste del bestod af Montepulciano d’Abruzzo.

Druerne er høstet med udbytte på 65 hektoliter pr. hektar, og vinen er lavet med maceration i 15 dage med overpumpning 2 gange dagligt, fermentering i store 150 hektoliters rustfrie ståltanke ved 25 grader og lagring 8 måneder på ståltankene og 12 måneder i store egefade og derefter en periode på flaske.

Næsen er blød og rund, frugten let … nærmest hindbær, jordbær og ganske omgængelig, let og ukompliceret med nogle svage balsamiske noter. I munden er det en fast, tæt og ganske lækker vin, god balanceret syre samt fin, fin syrlighed. Der er let peber, tørhed og pæn frugtrigdom. God Montefalco Rosso.

Smagt på gården, hvor den koster 9,50€ … eller omkring 71 kr.

Rating 4,5/7