2012 Tenuta Bellafonte, Montefalco Sagrantino Collenottolo, Umbrien, Italien

Vi sluttede besøget i Tenuta Bellafontes kælder med Montefalco Sagrantino Collenottolo i årgang 2012 … og selvfølgelig med et par fotos af Peter Heilbron med en flaske af samme vin i hånden.

Bellafonte tyder i øvrigt smukt springvand … et navn, som Peter valgte pga. et springvand, som lå på stedet tidlogere.

Nå, men 2012’eren er selvfølgelig lavet som 2011’eren. Høstet med 40 hektoliter pr. hektar, høstet med håndkraft og druerne sorteres og afstilkes inden gæringsprocessen, som foregår udelukkende med de naturligt forekommende gærstammer.

Processen varer et 2-3 uger, hvorefter vinen overføres til store fade – ikke mindre end 30 hektoliter – af slavonsk eg, hvor den lagrer i 36 måneder inden den ufiltrerede aftapning på flaske. Inden vinen frigives til salg, så lagrer den yderligere 10 måneder på flaske.

Alkoholprocenten er lidt lavere … nemlig 14,5% og der er produceret lidt færre flasker af vinen, nemlig 12.000 flasker.

Næsen minder selvfølgelig om 2011’eren … balsamisk syre, tørhed, tørrede krydderier, mørke bær, solbær, blæk, kul, kridt, blomster og kandiserede violer. Men den virker mere streng, har klart mere stald, læder og grønne grene.

Smagen er først og fremmest præget af stor tørhed og godt med tanniner. Vinen er både stram og kødfuld … nærmest renser munden, ja faktisk stram som en ung Barolo. En vild garvesyre, som nærmest sætter sig på fortænderne, men på en charmerende måde. Tørheden og tanninerne er dog meget fint integreret i syren, og den høje alkoholprocent på 14,5% mærkes heller ikke. Virkelig en vin med karakter. Thumbs Up.

Forhandles af Jysk Vin, hvor prisen er 249 kr. for en flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7