2007 Domaine Michèle & Patrice Rion, Nuits-St-Georges 1er Cru Clos Des Argilléres, Bourgogne, Frankrig

2007 Domaine Michèle & Patrice Rion, Nuits-St-Georges 1er Cru Clos Des Argilléres, Bourgogne, FrankrigVi lagde ud med denne vin, en 2007 Domaine Michele & Patrice Rion, Nuits-St-Georges 1er Cru, Clos Des Argilléres. Vi har smagt vinen tidligere, nemlig hos Paul i maj 2011, hvor Jan havde den med, blot i en årgang 2006.

Denne vingård ligger i byen Nuits-Saint-Georges i Bourgogne og blev grundlagt i 1990 af Michèle og Patrice Rion, oprindeligt med kun én hektar vinstokke. I dag er vingården på hele 5,5 hektar, fordelt på 5 forskellige marker. Patrice kommer fra en familie af vinproducenter i Prémeaux og Vosne-Romanée nær Nuits-Saint-Georges.

Patrice var indtil september 2000 sideløbende kældermester på Domaine Daniel Rion & Fils. Patrice har arbejdet med vin siden 1977. Ejendommen drives efter biodynamiske principper og Patrice stiller samme krav til de avlere, der leverer druer til hans negociant label Patrice Rion.

Patrice søger elegancen i vinene. Opnås bl.a. gennem en meget streng selektion af druer, både i marken og 2 gange i kælderen inden vinifikationen. Fuld afstilkning af druerne. Maceration uden svovl inden vinifikation bidager til ekstraktion af de frugtrige Pinot Noir elementer. Vinen her kommer fra Rions topmark i Nuits St. Georges med 50 år gamle vinstokke, og den er fadlagret 18 måneder på små fade, heraf 50% nye fade.

Vinen her i årgang 2007 er en smule mere tilknappet end 2006’erne. Næsen er ikke så stor kostald, men der er i stedet en duft af noget grønt, lyse bær, kirsebær, urter, trøfler. Smagsmæssigt en lækker blødhed iført lidt sødme, blide frugter, men fortsat med tannin eller garvesyre til stede. Jamen, det smager jo rigtigt dejligt. Men igen … sikke en forskel på to årgange af samme vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Bichel Vin til 489,75 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Skriv et svar