2013 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

Update fra sidste uge, hvor jeg lige skulle lave pizzaer … og endda på glutenfri mel efter ønske fra fruen. Det er sikkert bare en fiks idé, men en af de dyrere, da 750 gram mel kostede 59,95 kr. FÅK. Nå, men det blev skyllet ned med lidt vin, god og fuldfed Côtes du Rhône fra vinhuset La Bastide Saint-Dominique.

La Bastide Saint-Dominique ligger ved byen Courthézon og er et vinhus, som jeg tidligere har rost, nemlig da jeg smagte nogle af de øvrige Rhône vine fra huset. Jeg har også tidligere mødt Eric Bonnet til en vinsmagning hos Jysk Vin … en meget stille, genert og behagelig mand.

La Bastide Saint-Dominique blev grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet. Selve vingården ligger ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker i et gammelt kapel fra det 16. århundrede. Det er et område, som er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn Eric – producerer alle deres vine. Eric Bonnet har for få år siden overtaget domænet efter forældrene.

Eric arbejder i kælderen, hvorimod Gérard arbejder i vinmarkerne fra morgen til aften, men selvfølgelig også rådgiver sønnen ved produktionen af vinene. Derudover hjælper Erics hustru Julie Moro også til og passer kontoret.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af de forskellige druesorter anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker for vinproduktion. Afgørende beslutninger i forhold til dyrkning tager derfor bl.a. udgangspunkt i den specifikke jordbundstype.

Druerne høstes manuelt og udvælges to gange – første udvælgelse sker i selve vinmarken, mens anden udvælgelse foregår, når druerne ankommer til vingården. Herefter afstilkes druerne og vinificeres i temperaturregulerede tanke. Drueskallerne er i kontakt med mosten imellem to og fire uger – alt afhængigt af druetype og årgang.

Markerne er fra 2014 certificeret agriculture biologique. I 2013 har Erik Bonnet lejet marker fra en producent i Cairanne og lavede i 2013 sin første årgang derfra

For Eric Bonnet er det vigtigt, at såvel dyrkning som lagring foregår med respekt for deres vine, hvorfor også sidste etape – når vinen tappes på flasker – foretages på selve vingården.

Udover vinproduktionen, så driver familien også udlejning af værelser for vintørstige turister.

Denne Côtes du Rhône Villages er lavet på 60% Grenache samt 40% Syrah. Druerne kommer fra flere marker, hvor vinstokke er mellem 25-50 år gamle. Lavet med maceration på omkring 18 dage på rustfrie ståltanke, og derefter lagret omkring et års tid på eg.

Og fin herlig vin med mange af de klassiske elementer for det sydlige Rhône … en dejlig og urtet duft med solbær, mejeri, lidt ymer, fersk kød, god landlighed, eg, kanel samt en snert lakrids.

I munden god rund frugt, meget kødfuld og fyldig … en varm vin, som klart vil behage de fleste. Det er modne frugter, jern, svag peber og samtidig en vis sødme, som gør vinen total pleaser, men samtidig også gør strukturen mere fluffy.

Købt hos Jysk Vin, hvor sådan en lille flaske koster 89,95 kr. ved køb af en flaske og 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7