Byggemødets første rødvin, en ældre og lettere bedaget Saint-Julien fra 1988 – eller St Julien, som der står på etiketten – er lidt af et mysterium.
Den er – trods titlen i overskriften – ikke én af Château Beychevelles officielle vine, hverken Grand Cru 1. vinen og heller ikke 2. vinen Amiral de Beychevelle, men blot en St-Julien, som er produceret og flasket på Château Beychevelle. Det er heller ikke Château Beychevelles 3. vin Brulières de Beychevelle, som jo ikke er en Saint-Julien vin, men en mere almindelig Haut-Médoc vin, hvor druerne også kommer fra marker udenfor Saint-Julien.
De rigtige Saint-Julien vine fra Château Beychevelle har begge maritime temaer med skibe på etiketterne, mens denne blot kaldes St Julien og er lavet i et begrænset antal på 20.000 nummererede flasker. Og denne har nr. 15644. Og så er det stort set umuligt at finde oplysninger om vinen.
Det er ellers et imponerende og historisk slot, som vinen er lavet og flasket på. Château Beychevelle kaldes også Bordeaux’ Versailles og blev bygget tilbage i 1565 af biskoppen François de Foix Candale. Foix Candale var allerede en veletableret familie i Bordeaux og ejede i forvejen Château d’Issan i Margaux .
Slottet fungerede derefter i mange år som hovedsæde for hertuger i Epernon, og det er også i den periode, at slottet fik navnet Châtteau Beychevelle. Hertugernes magt var så stor, at når skibene sejlede forbi slottet på La Gironde, så skulle de – i respekt for den siddende hertug – sænke sejlene. På fransk hedder det Baisse Voile … hvilket blev til Beychevelle.
Etiketterne på slottets vine er inspireret af denne fortid og har derfor et skib med en Griffon som logo. En Griffon er et mytisk bæst, som trækker vognen for vinguden Dionysos. I slottets have findes der også en statue i bronze af skibet med den skrækindjagende Griffon.
Efter at ha’ skiftet ejere utallige gange, så blev slottet i 1825 købt af Pierre-François Guestier, som var en anerkendt vinhandler i Bordeaux og borgmester i St. Julien. Det er også Guestier familien, som sammen med Barton familien – ejerne af Château Leoville Barton – dannede det store negociantfirma Barton and Guestier, også kendt som B & G.
Det var Pierre-François Guestier, som fik sat slottet på det vinmæssige landkort og ved 1855-klassifikationen blev Château Beychevelle da også klassificeret som et 4. Cru Classé slot.
I 1970 blev Beychevelle købt af Aymar Achille-Fould, men allerede i 1984 gik han i partnerskab med den store franske forsikringskoncern GMF Group … Grands Millésimes de France. I 1988 blev Achill-Foulds andel overtaget af japanske Suntory, som også er beskæftiget indenfor bryggerier, juicer, energidrikke og levnedsmidler.
Siden 2011 har det dog været Suntory og Pierre Castel, som har delt ejerskabet. Pierre Castel står i spidsen for det internationale firma Castel Freres. Suntory og Castel ejer også i fællesskab negociantfirmaet Barriere Freres & Oenoalliance, Château Beamont i Haut Medoc samt en lang række vinbrands og investeringer i Bourgogne, Afrika og Kina.
Château Beychevelle har samlet imponerende 250 hektar, men det er dog alene 90,5 hektar af jorden, der er tilplantet med vinstokke og rent faktisk ligger 22 hektar af vinmarkerne udenfor Saint-Julien i Haut-Médoc, men da de allerede blev brugt i vinene fra slottet ved 1855-klassifikationen, så må de godt bruges i Saint-Julien vinene fra slottet.
Som nævnt indledningsvis, så laves der 3 vine på Beychevelle, selvfølgelig deres Grand Vin 1. vin og derefter 2. vinen Amiral de Beychevelle og slutte Haut-Médoc vinen Brulières de Beychevelle.
Château Beychevelle producerer derudover også negociantvine – altså vine med opkøbte druer – i samarbejde med deres negociantejere, bl.a. vinen Secret de Grand Bateaux, som følgelig også har en dragebåd på etiketten.
Der kan derimod ikke findes nogle oplysninger om denne St Julien vin, der ifølge etiketten er produceret og flasket på Château Beychevelle … men det er mest sandsynligt nok en negociantvin, som lige er lavet det pågældende år. Og da vi jo er på venstrebred, så må det også være en Cabernet Sauvignon baseret vin.
På grund af en porrøs prop, så havde Brix haft vinen gennem et kaffefilter og i glasset fremstod vinen også mærket af alderen med brune kanter. Mikkel udbrød fluks, at det lugtede af hans gamle mormor, men en anden nævnte en gammel, fugtig bil … en Datsun 120, der så ud af mere end den reelt kunne.
Der er dog jord, blomster, mørke bær, læder … men de gamle duftindtryk dominerer dog, for selvom der bestemt er frugt tilbage, så virker den let oxyderet sammen med en nærmest balsamisk syre.
Smagsmæssigt er vinen feset af, selvom det bestemt fortsat kan drikkes. Der kan smages en smule solbær og der er også stadigvæk en vis syre og bitterhed i smagen, som er blød med søde elementer. Sammenlagt må vinen betegnes som mere sjov end god.
Intet fundet til salg nogle steder.
Rating 3,5/7 
