2007 Cantine Minini, Poggio delle Faine Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2007 Cantine Minini, Poggio delle Faine Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienSidste vin lørdag, endnu en rødvin fra Italien, denne gang fra Toscana.

Cantine Minini er en lille, men moderne vingård i hjertet af Chianti i Toscana. Cantine Minini ejer vingårde i alle dele af Italien, og er grundlagt af Francesco Minini. Vingården i Toscana købte Francesco efter 2. verdenskrig og driften forestås i dag af Francescos barnebarn Mario Minini.

På Cantine Minini i Toscana laves der to vine, nemlig en chianti og så denne Poggio delle Faine IGT, som flere gange har vundet stor hæder, bl.a. blev den i 2008 valgt som bedste rødvin af det tyske vinblad ” Weinwirtschaft” blandt 400 rødvine, mens den i 2010 måtte nøjes med en 2. plads.

Vinen er lavet på druerne Sangiovese (80%) and Cabernet Sauvignon (20%), som er dyrket på bakkerne lige udenfor byen Sienna. Vinen har lagret 6 måneder på små barriques og derefter 6 måneder på store egetræsfade.

I næsen meget kompleks, der er solbær, kaffe, skovbund, læder, chokolade og vanilje. Smagen er vidunderlig fyldig, saftig og velafbalanceret. Lang finish, og en rigtig dejlig og tilgængelig vin, som også blev aftenens favorit. Det var den eneste af de 8 forskellige vine, som der blev drukket alle 12 flasker af … og det er vel en anbefaling i sig selv.

Købt på Gourmondo i Tysland via nettet, pris ved 12 stk. ligger på 8,45€

Vinanmeldelse 4,5/7   

Skriv et svar