2013 Francis Ford Coppola Winery, Pinot Noir Diamond Collection, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Pinot Noir Diamond Collection, Californien, USAPå den lange filmstrimmel med Francis Ford Coppola vine snupper vi endnu en frame eller et snapshot, denne gang en Pinot Noir og atter fra Copppolas Diamond Collection, hvor druerne kommer fra en vinmark øst for Santa Lucia Highlands i Monterey Country.

Man skulle synes, at et vinhus som Francis Ford Coppola Winery måtte eje ret mange vinmarker, men det er ingenlunde tilfældet. De ejer alene omkring 10 hektar. WFT? Resten af druerne til de mange vine køber de ved vinavlere rundt om i Californien … de fleste har de indgået dyrkningsaftaler med.

De forsøger at købe druer, som er dyrket efter bæredygtige principper og nogle marker er også dyrket økologisk. Druerne til denne Pinot Noir Diamond Collection er således også opkøbt fra en vinavler, som Francis Ford Coppola Winery har langvarige kontrakter med.

Oprindelig havde de faktisk plantet Merlot på den pågældende mark, men de fandt efter nogle år ud af, at beliggenheden tæt på bugten med kølige temperaturer og soleksponeringen gjorde stedet velegnet for Pinot Noir. Derfor fik de vinavleren til at plante Pinot Noir i 2001.

Det er igen vinmageren Corey Beck, som står bag vinen … 100% Pinot Noir og denne gang ingen tilsætning af andre druesorter. Druerne er høstet tidligt om morgenen for at bevare friskheden, derefter knuser de og ligger 48 timer køligt inden vinificeringen. Den samlede tid på macerationen kender jeg ikke, men vinen har efterfølgende lagret 9 måneder på brugte barriques.

Vinen et let transparent … måske en tak mørkere og med brunlige kanter. I næsen er der noget grønt og bittert, hindbær, jordbær, kirsebær, grankogler, krydderkage eller måske endda brunkager, nelliker, kanel samt en smule kaffebønder.

I munden har vinen en smuk varme, god syre … lidt grøn i syren sammen med en smule sødme, der bare smelter sammen med syren i god balance. Der er lidt varme, søde krydderier, nelliker og vanilje, som måske kunne lede tankerne hen på lidt oversøisk Pino. God lang eftersmag … ikke voldsom kompleks og igen lidt vandet i udtrykket.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 149 kr.

Rating 4,5/7