2006 Charlot-Tanneux, Cuvée Micheline Tanneux, Champagne, Frankrig

2006 Charlot-Tanneux, Cuvée Micheline Tanneux, Champagne, FrankrigNår du sejrer, fortjener du champagne og når du taber, har du brug for den, har Napoléon Bonaparte sagt. Han har sikkert åbnet en del champagner med sin sabel. Gode gamle Winston Churchill sagde om champagne, at den er bedst når den er tør, kølig og gratis.

Madame Lilly Bollinger sagde noget i samme boldgade, nemlig; Jeg drikker kun champagne, når jeg er lykkelig eller når jeg er ked af det. Nogle gange drikker jeg den, når jeg er alene … og når jeg er sammen med andre, betragter jeg den som helt nødvendig. Jeg nipper til den, når jeg ikke er sulten, og drikker den, når jeg er. Ellers rører jeg den aldrig – undtagen når jeg er tørstig.

Og der er noget specielt ved champagne … fuld af bobler og livsglæde. Den bruges altid til specielle stunder i livet, fx ved bryllupper, når sejre skal fejres eller i magiske øjeblikke. Og så kan champagne – som denne Cuvée Micheline Tanneux fra den lille champagneproducent Vincent Charlot – smage helt formidabelt.

Vincent Charlot holder til i udkanten af den lille by Mardeuil ikke ret langt fra Épernay i Champagne. Han stammer fra en familie, som har været vinavlere i Champagne gennem generationer, men købte i 2001 en vinpresse og overtog driften, som omfatter 4 hektar vinmarker fordelt på 6 kommuner og 33 forskellige parceller.

Huset hed oprindelig Champagne Charlot-Tanneux, men er i dag blot opkaldt efter Vincent Charlot. Og den gode Vincent er virkelig en vaskeægte vinnørd med en brændende passion for at lave biodynamiske og exceptionelle champagner. En biodynamisk bondemand med jord og lort under neglene.

Alle markerne drives økologisk og biodynamisk og Vincents viden om biodynamisk produktion er ligeledes exceptionel. Du kan spørge ham om brug af røllike te eller afkog af ager padderok … han ved alt, som der er værd at vide om biodynamik.

Hans vinmarker er også et sandt vrimmel af mikroskopisk dyreliv, der vedligeholder og beriger jorden. Små grønne parceller fulde af liv, blomster, insekter, høns og diverse løg og urter … i skærende kontrast til de fleste af nabomarkerne.

Charlot er nemlig heller ikke tilhænger af pløjning mellem vinstokkene, men anvender i stedet alternative planter, som giver diversitet og gør at vinstokkene i stedet sender deres rødder dybt ned i undergrunden, hvor den virkelig terroir bor … som Vincent selv udtrykker det.

Alle 33 parceller vinificeres separat og blandes herefter ud i de mange forskellige cuveer eller også ender de som enkeltmarksvine … en retning Vincent går mere og mere efter.

Vincent laver omkring 30.000 flasker om året, alt er enten økologisk eller biodynamisk.  Al vinifikation af de blå druer, altså Pinot Noir og Pinot Meunier, sker i gamle Bordeaux fade, mens der til de hvide druer anvendes gamle Sauternes fade.  Gæringen sker spontant ved hjælp af den naturlige gær og der foretages aldrig malolaktisk gæring.

Denne Cuvée Micheline Tanneux – opkaldt efter den gamle bedstemor, som også troner glad på etiketten – er lavet af druer fra en 1. Cru mark i Pierry, og den er lavet på 70% Chardonnay samt 30% Pinot Noir. Ingen malolaktisk gæring, ingen filtrering, ingenting! Dosage er på 4 gram pr. liter og der er alene produceret 650 flasker af denne betagende champagne.

Og hold nu op … det er sgu da godt. Bæstet forkæler din næse med en ganske aromatisk og bondsk aroma med gærede æbler, modne æbler, svag harpiks, brunet smør, franskbrød og toast samt et lille slag af noget mineralsk. Paf.

Smagen er blød, boblerne blide … man forundres øjeblikkeligt af dybden i vinen med modne æbler, godt med moden frugt, kridt, mineraler, blød frugtsødme og … dybde. Imponerende og en af de bedste champagner, som jeg har smagt.

Forhandles hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 295 kr.

Rating 6,5/7