2007 La Rioja Alta, Viña Ardanza Reserva, Rioja, Spanien

2007 La Rioja Alta, Viña Ardanza Reserva, Rioja, SpanienSpansk Rioja … her i et smukt blend mellem Tempranillo og Garnacha. Vinen hedder Viña Ardanza Reserva og kommer fra det gamle klassiske Rioja vinhus La Rioja Alta.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1890 af 5 lokale vinfamilier som Sociedad Vinícola de La Rioja Alta. Den første leder af vinhuset var Doña Saturnina García Cid y Gárate … måske fordi de 5 mandlige familieoverhoveder ikke kunne blive enige, De ansatte også en ansvarlig vinmager, den franske ønolog Monsieur Vigier.

I 1904 blev vinhuset sammenlagt med vinhuset Ardanza, som var ejet af Don Alfredo Ardanza … en af medstifterne af La Rioja Alta. Vinhuset registrerede senere Ardanza som officielt varemærke, og det blev da også senere vinhusets største salgssucces.

I dag er huset fortsat ejet af de respektive familier og har deres hovedsæde i byen Labastida, hvor de i 1996 byggede et stort og moderne vineri. Det omfatter også eget bødkeri, hvor der laves egefade af træ fra primært Amerika … og siden starten har de lavet over 30.000 fade, som selvfølgelig nummereres.

La Rioja Alta har samlet ikke mindre end 400 hektar vinmarker i Rioja, hvor de dyrker Tempranillo, Graciano, Garnacha og Mazuelo.

Men derudover har vinhuset også investeret i yderligere vinhuse. Således købte huset i 1988 vinhuset Fernández Cervera Hermanos i Rías Baixas i Galicien. Det hedder i dag Lagar de Cervera og er senest i 2013 udbygget med et nyt vineri … en investering til 2,8 millioner euro.

I 1990 opkøbte La Rioja Alta også lidt jord i Ribero del Duero, hvorefter de tilplantede markerne. I 2000 byggede de også et tilhørende vineri, nemlig Áster. Samlet har de i dag 95 hektar vinmarker i Ribero del Duero fordelt på 5 forskellige marker.

Yderligere har vinhuset også i 1995 købt et andet vinhus i Rioja, nemlig Torre de Oña i Páganos med stort vineri, en overdådelig villa og 45 hektar vinmarker.

På La Rioja Alta laver de 5 forskellige vine, 2 Grand Reserva kaldet 890 og 904, denne Viña Ardanza Reserva, en Viña Arna og endelig vinen Viña Alberdi.

Denne Viña Ardanza Reserva er lavet på 80% Tempranillo og 20% Garnache a.k.a. Grenache. Tempranillo druerne kommer fra 30-årlige vinstokke fra markerne La Cuesta og Montecillo omkring Fuenmayor y Cenicero, mens Garnacha druerne kommer fra parceller på Finca La Pedriza marken i Tudelilla.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men har derefter – selvfølgelig – lagret lang tid på egefade. Tempranillo har ligget 36 måneder på fade af amerikansk eg … gennemsnitlig 4 år gamle fade, mens Garnacha har ligget 30 måneder på 2-3 år gamle fade. Vinen er flasket i november 2011, men frigives først efter 5års flaskelagring!

Næsen er lidt engelsk lakrids, lakridspiber, våde fade, vanilje, blommer, sorte kirsebær, sødme, toast, ristede fade, kanel og et svagt grønt islæt. Der er også krydrede elementer og der er virkelig noget goddaw i vinen … kraftfuld, tæt og intens.

I munden er vinen blød, frugtrig, tæt … med tjære, peber, blommer, sødme. Det bliver dog aldrig helt tungt og slet ikke så tungt, som duften indikerer. Det er nemlig elegance og ganske easygoing … slet ikke overdone eller monster egefad, som ellers tit kan opleves i Rioja vine.

Købt hos Atomwine, hvor vinen koster 185 kr.

Rating 5,5/7   thumbthumbthumbthumbthumbhalf_thumb