2013 Costers del Priorat, Clos Cypres, Priorat, Spanien

2013 Costers del Priorat, Clos Cypres, Priorat, SpanienSidste punktum ved vores vinaften var en Cariñena a.ka. Mazuelo a.k.a. Carignan baseret vin, nemlig vinen Clos Cypres fra vinhuset Costers del Priorat, som holder til ved byen Bellmunt i Priorat.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af vinmageren José Mas Barberà. Han kom ikke selv fra en vinfamilie, men var draget af området i Priorat og har siden etableringen opbygget et vinhus, som bliver rost af vinanmeldere verden rundt, fx har denne Clos Cypres fået 95 point af Decanter.

Omkring byen Bellmunt har José 20 hektar vinmarker i det bjergrige område, hvor jorden er præget af sten og skifer. Vinmarkerne ligger på små terrasser og er tilplantet med 40-100 år gamle Garnacha og Cariñena vinstokke, men derudover har José også plantet nye vinstokke med Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Costers del Priorat bruger megen tid og energi på at få den bedst mulige vin, hvilket indebærer, at vinhuset arbejder grundigt med alle detaljer i bearbejdelsen af druerne. Når druerne først kommer ind til vinhuset, skal de gennem en manuel sortering, hvor kun de fineste druer kommer videre i processen.

Hemmeligheden bag Costers del Priorats vine skal ikke kun findes i måden at arbejde separat med høsten fra vinmarkerne, men også i den lave produktion af druer. På grund af den lille regnmængde og jordens ringe frugtbarhed er druerne små og koncentrerede, hvilket giver nogle potente og velstrukturerede rødvine.

Denne vin har navnet efter marken Clos Cypres efter de store cyprestræer, som omgiver marken. Det er 100% Cariñena, som er plantet tilbage i 1939, fermenteret i store  300 liter amphorae krukker samt 500 liter gamle egefade inden yderligere lagring i 14 måneder på barriques samt minimum 8 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er stald, ganske animalsk, dyb og kødfuld … vi snakker blod og hæfteplaster, mørke bær, godt med kirsebær, cedertræ, salvie, mentol, svage blomster, bitter engelsk lakrids, tobak og vanilje. Virkelig indbydende, voluminøs og mørk duft.

Smagen er kraft, dyb … peber, blåbær, tør … men langt lettere i munden end forventet og end duften antydede. Tanninerne er bestemt tilstede, men meget polerede og det hele er sgu ret elegant. Jeg gættede, at det var spansk … spot on.

Forhandles hos D’Wine, hvor prisen er 329 kr.

Rating 5,5/7