2009 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, Sydafrika

2009 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, SydafrikaVi sluttede byggemødet med en sydafrikansk vin … vinen Frans k Smit fra det store vinfirma Spier Wines. Det er i øvrigt en vin, som vi tidligere har smagt i byggesjakket … blot i en årgang 2006.

Spiers Wines er herhjemme nok mest kendt for deres serie af basisvine med navnet Savanha, som der alene her i Danmark årligt sælges omkring tre millioner flasker af. Savanha er endda så stort et hit i Danmark, at Spier Wines har lavet en hjemmeside på dansk alene med Savanha vinene.

Og Spier Wines er også en stor historie, for bl.a. har Spiers tilknyttet tolv langsigtede kerne-avlere og ni kontrakt-avlere til vinhuset. Bare igennem de 9 kontrakt-avlerne, har Spier Wines adgang til mere end 700 hektar vinmarker.

Spiers kælder producerer over 3.800 tons druer om året, hvoraf omkring 2.900 tons er røde druer og 900 tons er hvide druer. Hvor mange flasker vin, som der produceres årligt har jeg ikke fundet, men det er helt sikkert mange, mange millioner.

Druerne dyrkes hovedsageligt i de kystnære regioner, herunder Stellenbosch, Durbanville, Darling, Elgin Helderberg, Paarl, Riebeek Valley og Breede River.

Vinmager, kældermester og manden bag Savanha er Frans K. Smit, og hans tilgang til vinfremstilling er enkel;  minimal indblanding for at opnå konsekvent friskhed, maksimal smag og en perfekt balance.

Frans’ interesse for vinavl begyndte i en tidlig alder. Han er opvokset på en landbrugsejendom i Kakamas i Northern Cape i Sydafrika. Han begyndte med et eksamensbevis i kælderteknologi i 1993, og opnåede den fineste udmærkelse i sin klasse, og specialiserede sig i ønologi i sit tredje og sidste år.

Umiddelbart efter afslutningen af sine studier, sluttede Frans sig til Spier Wines, et relativ lille firma på det tidspunkt og en årlig produktion på sølle 25.000 kasser.  Spier var – og er – et historisk vinhus, som oprindelig er grundlagt i 1692 af Arnoud Jansz i hjertet af Cape Winelands ved bredden af Eerste floden … omkring 10 kilometer udenfor Stellenbosch.

Ved udgangen af år 2000 havde Frans fået vi vinhuset til at vokse stødt og der blev på det tidspunkt investeret i en opgradering af vinkælderen til ikke mindre end 20 millioner Rand. Spier Wines er i dag et af Sydafrikas største vinhuse.

Hele Spiers ejendom er dog meget mere end vin. Her tilbydes for det første fantastiske omgivelser og natur, men der er ligeledes masser af hollandsk arkitektur, udsøgte restauranter, lækre hotel forhold, samt masser af kunst og kultur.

Hos Spier er bæredygtighed i højsædet, og virksomheden fik i 2004, som den første virksomhed i Sydafrika overhovedet, en pris for bæredygtighed fra WIETA (Vinindustriens Etiske Handelsforening) for at give sine ansatte i hotel- og forlystelseskomplekset gode, etiske arbejdsvilkår og lønningsforhold.

Man gør en stor indsats hos Spier for, at de i alt 400 ansatte trives og har mulighed for at videreuddanne sig via en vifte af kurser, som virksomheden tilbyder dem.

Derudover har Spier i forbindelse med sine mange genbrugsprojekter oprettet små bæredygtige firmaer i tilknytning til hoteldriften – firmaer, som udliciteres til de ansatte, og som beskæftiger et større antal fattige sorte fra lokalområdet.  Et eksempel er et lille firma, der ud af genbrugspapir fra Spier laver forskellige papirprodukter, som firmaet så sælger tilbage til hotellet.

Spier Wines topvin er denne vin, som er opkaldt efter vinmageren Frans K Smit.  Brugsen, som forhandler vinen i Danmark, har selv beskrevet vinen som deres super-premium-vin, og den vin man skal vælge når “supervine ikke er gode nok”. Store ord … og helt sikkert også pænt overdrevet.

Blendet til Frans K Smit varierer en smule fra år til år. I årgang 2009 består blendet af 41% Cabernet Sauvignon, 28% Merlot, 17% Shiraz og 14% Pinotage, mens der fx i 2006’erne også var lidt Cabernet Franc og Malbec i. Vinen er lagret på franske barriques i 31 måneder, heraf  50% nye fade.

Duftmæssigt – som sidst – en varm og fyldig vin … virker nærmest kødfuld med animalske noter, babybræk, brugte karklude, gammel kælder, champignon, kridt … god frugt med solbær, blåbær, lidt blommer, kakaopulver, vanilje og ristede fade.

Det er smagsmæssigt også en kraftig fætter … meget intens med tætpakket frugt, solbær, krydrede elementer samt godt med syre og tanniner. Trods kraften stadig en god friskhed. Virkelig god vin.

Forhandles normalt i SuperBrugsen, hvor prisen normalt ligger på 439 kr., men den kan ofte findes på bud til 299,95 kr.

Rating 5/7