2011 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg, Baden, Tyskland

2011 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg, Baden, TysklandIngen tvivl om, at Karl Heinz Johner er stolt af denne vin, som vi var heldige at smage under vort besøg på vingården.

2011 var et godt år med perfekt modnet druer og kvaliteten var så høj at Johner valgte at lave en enkeltmarks vin af de bedste fade som ellers normalt bruges i deres SJ vin og det blev til denne Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg.

Oberrotweiler Eichberg marken er en af Karl Heinz’ 3 bedste marker. Den ligger på en bakke mellem Bischoffingen og Oberrotweil. Det er bl.a. der, at vinhuset dyrker deres Spätburgunder druer til topvinen Blauer Spätburgunder SJ.

Marken ligger optimalt eksponeret for solen … Karl Heinz siger, at den bliver kysset af solen hele dagen og jorden er lerholdig med vulkanske sten. Navnet Eichberg betyder vel frit oversat “egebjerget” og det støder man ofte på i Tyskland og skyldes der i tidligere tid har stået egetræer på stedet.

Denne Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg er kun lavet denne ene gang, altså i årgang 2011, men er ellers lavet ligesom deres almindelige topvin, dvs. med maceration i 4 uger og derefter lagring på nye barriques i 18 måneder.

Næsen er rund, blid med eg, jord, lakrids, hindbær, kirsebær, champignon, trøfler og lidt blomster. Der er animalsk stald, men sødmen er ikke så fremtrædende, men virker på en eller anden måde meget luftig.

Smagen er – hold da op – cremet, ja faktisk så meget, at smagen nærmest glider, opløses og smelter i din mund. Luftig elegance, ingen kanter af nogen slags … fortsat med koncentreret frugt og syre i en underskøn balance. Hvor er det dog godt.

Smagt på vingården, hvor den kostede 100€, men er udsolgt. Kan fortsat købes herhjemme i Vinbutikken, hvor en flaske koster 798 kr.

Rating 7/7