2009 A. Clape, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2009 A. Clape, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigMidt i alt det tyske geil … skal I også lige ha’ lidt andet at varme jer på og hvad er så bedre end klassisk Rhônevin og her endda fra af de bedste producenter i det nordlige Rhône … A. Clape?

Auguste Clape er tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin i 1949. Auguste Clape var en af de første i Cornas, der begyndte at lave vin i eget navn.

Dengang ejede familien nogle af de bedste skråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen.

Domainet har 5,5 hektar i Cornas samt 1 hektar under appellationen AOC Côtes du Rhône og Vin de Table. I Cornas er markerne stejle med hældning på op over 60 grader. Clapes parceller i Cornas fordeler sig på Coteau de Tezier, Les Renards, La Cotes, Les Mazards, Chaillot og Sabarotte.

I dag er Auguste en ældre, furet mand og for længst gået på pension, så domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.

Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden. Vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres …  1.200 liters fade, som man kender fra Alsace.

Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg. Vi er tre om at træffe beslutningerne, men vi er sjældent uenige. Vi kender jo vinen. Men hvis vi bliver uenige, så er det min far, der har det sidste ord, fortæller Olivier Clape.

Her er det dog ikke en vin fra Nordrhône, men netop fra Clapes 1 hektar mark under AOC Côtes du Rhône. Men det er fortsat ren Syrah fra 50 år gamle stokke, fermenteret med alle stilkene og lagret i 11 måneder i både betontanke samt de store, gamle foudres … ligesom de andre vine hos Clape.

Og hvor er der bare dybde i Clape … det er netop velhængt kød, mejeri og læder. Virkelig animalsk med råt kød, engelsk lakrids, gazebind, kærnemælk, peber, roser, nogle mørke bær, næsten blommer …. uhhhhhh, det dufter godt. Klasse fornægter sig sgu ikke.

I munden er der saft og kraft, peber, mørke bær … meget mere “juice” i forhold til dens storesøstre, men fortsat med nerve, kraft, blod, lakrids, røg og snustobak. Hvor er Clape bare altid godt.

Mener, at jeg købte vinen for en del år siden hos Bichel Vine til 193,25 kr. I dag koster den sgu nok en del mere.

Rating 5,5/7 half_thumb