Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim

Efter enhver weinfest kommer der endnu en dag … her skønt suppleret med svag og selvforskyldt hovedpine. Selv en tidlig løbetur op i vinmarkerne over Oberbergen – med et betagende view over byen – kunne ikke helt kurere den infame banken … men dann haben Wir doch anderes Metoden … nemlig flere besøg hos vinproducenter.

Vi havde alene kunnet få 2 overnatninger på Scwarzer Adler – full besetzt – så vi skulle desværre flytte hotel og havde valgt Kreutz-Post i Burkheim til vores sidste overnatning. Derfor var det selvfølgelig helt naturligt at starte dagens besøgsrække med Weingut Bercher, som ligger smukt lige centralt midt i Burkheim.

Weingut Bercher er et lille familiedrevet vinhus, som kan spores helt tilbage til 1457. Oprindeligt kom familien Bercher fra Schweiz, men flyttede efter 30-års krigen i Böhmen til Kaiserstuhl.

I over 300 år har den lille, maleriske by Burkheim været hjem for den lille vinfamilie og siden 1756 har familien haft til huse i den historiske ejendom, hvor man næsten kan mærke historiens vingesus.

bercher-den-gamle-vingaard
Den gamle ejendom tilhørende Weingut Bercher

Franz-Michael Bercher byggede den flotte og imponerende ejendom i 1756 og den er fortsat i dag hovedsæde for vinhuset og familien i flere generationer. Den indeholder bl.a. en imponerende stor vinkælder, hvor alle husets vine bliver produceret og lagret … og den ligger lige under hovedejendommen og er ganske imponerende med virkelig højt til det hvælvede loft.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne Burkheimer Feuerberg, Burkheimer Schloßgarten, Jechtinger Eichert og Sasbacher Limburg. Der dyrker familien sorter som Spätburgunder, Grauer Burgunder, Weißer Burgunder, Muskateller, Riesling, Scheurebe, Chenin Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Lemberger.

bercher-et-kig-ind-i-gaarden
Et kig ind til gården bag ejendommen

I dag er det den 9. og 10. generation Bercher, som driver vingården, nemlig i form af Eckhardt Bercher og hans søn Martin, som står for dyrkning af vinmarkerne, samt Rainer Bercher og hans søn Arne, som forestår vinfremstillingen.

bercher-inde-i-smagelokaletDet ene smagelokale hos Bercher

Vi ringede på udenfor hoveddøren og blev vist ind i et af husets gamle smagerum … solid, ældre tysk stil med masser af træmøbler fra en svunden tid. Da gårsdagens vinfest stadig boblede i kroppen, så holdt vi os til smagning af husets Spätburgundere.

Vor vært præsentere os ganske kort for vinene – en efter en – men da den værste travlhed var taget af, så satte han sig ned ved vort bord og gav sig god tid til at fortælle om vinene.  Det viste sig, at det netop var Martin Bercher … en af husets ejere.

Da han fandt ud af, at vi havde taget den lange vej fra Danmark til Kaiserstuhl alene for at smage deres vine, så åbnede han virkelig op og vi fik et herligt indblik i vinene og produktionen hos Bercher. Vi var specielt betaget af deres Spätburgunder Sasbacher Limburg … en Erste Lage vin, som vi købte en kasse af.

bercher-gg
Her nogle af de herlige sager, som vi smagte

Da temperaturen igen nærmede sig de 35 grader anbefalede Martin, at vi skulle leje et par cykler og alene bevæbnet med badeshort og et håndklæde cykle en tur til Burkheimer Baggersee for et kold dukkert … et sted, hvor de lokale tyskere valfarter til om sommeren.

Et godt råd … men vi havde nu i stedet planer om flere besøg hos vinproducenter, selvom en kold dukkert lød som frelse for både de høje temperaturer og det fortsat værkende hoved.

Vi fik efter smagningen en stor rundvisning i kælderen … både det imponerende rum til lagring af vinen på store, gamle egefade og nye barriques samt produktionslokalerne længere inde i kælderen. Specielt det store lagringsrum med 5-6 meter til det hvælvede loft er helt fantastisk … og en total overraskelse, når man går ned af den stejle trappe under ejendommen.

bercher-gamle-fade-og-nye-barriques
Gamle egefade og nye barriques i kælderen

Efter rundvisningen fandt Martin vores vin … og en ekstra flaske vin som gave … en Weissburgunder, som han mente, at vi skulle drikke om aftenen.

bercher-martin-fortaeller
Martin Bercher fortæller om produktionen

Sammenlagt et helt fantastisk besøg … og stor tak til Martin Bercher for at give sig tid til at fortælle om vinene og vise ejendommen frem for os. Vi slutter selvfølgelig lige med et par turistbilleder fra kælderen.

bercher-to-danskere-i-den-store-kaelder
Her får man lidt fornemmelsen af størrelse af vinkælderen

bercher-houlberg-og-martin-bercherMartin Bercher og Houlberg

bercher-i-kaelderenEndnu et view fra kælderen