2009 Weingut Muenzenrieder, Blaufränkisch, Burgenland, Østrig

2009 Weingut Muenzenrieder, Blaufränkisch, Burgenland, ØstrigPeter, ejeren fra Bistroteket virker – som alle gode kokke – glad for vin og liver op, når der bliver efterspurgt specielle vine. Jeg efterspurgte som sidste gang lidt Blaufränkisch, og fik denne gang anbefalet en fra Muenzenrieder, et hus jeg tidligere er stødt på her på bloggen.

Weingut Muenzenrieder holder til i den lille by Apetlon i Seewinkel området ved Neusiedlersee Nationalpark i Østrig, et område som i øvrigt er kendt for de mange saltsøer.

Og i byen Apetlon finder der to vinhuse med navnet Muenzenrieder, nemlig det store moderne Weingut PMC Münzenrieder, som drives af brødrene Peter und Christoph Münzenrieder samt dette, lidt mindre Weingut Muenzenrieder, som drives af far og søn, Johann og Johannes Münzenrieder.

Gennem naturlige dyrkningsmetoder, udbyttebegrænsning og kontrolleret kælderarbejde, frembringer far og søn kraftfulde vine af regional karakter og stor intensitet. Vingården har i alt 22 hektar vinmarker, og 60% af markerne er tilplantet med de hvide sorter; Chardonnay, Riesling, Grüner Veltliner, Sauvignon Blanc, Traminer, Muscat og 40% med de røde sorter Zweigelt, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Gamay, Merlot og Pinot Noir.

Der laves et pænt stort sortiment af frugtige og friske hvidvine, og herudover også en række elegante rødvine med intens duft af røde bær. Mange af husets røde vin lagres på barriques. Vingården producerer samlet hvert år omkring 250.000 flasker vin.

Der produceres også en række søde vine hos Weingut Muenzenrieder, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein. Disse har ideelle vækstbetingelser der, da området er begunstiget af den tilstødende sø Neusiedl og talrige små moser i området, hvilke tjener som varme reservoirer, der giver rigelige mængder af fugtig luft, hvorved druerne nemt bliver angrebet med Botrytis, den ædle råddenskab. Omkring 10% af produktionen er søde vine.

Men der er nu intet sødt ved denne Blaufränkisch fra Weingut Muenzenrieder, som helt sikkert har lagret på egefade … men ellers har jeg faktisk ikke rigtig nogen information om fremstillingen af vinen. Så i stedet tager vi da bare et direkte hovedspring ned i glasset.

Næsen er herlig aromatisk, landlig af Pommeren til … selvom Pommeren vistnok ligger i Polen og lokalt hedder Pomorskie. Der er blæk, en nærmest mørk og moden side med modne kirsebær, eg, mentol og en slags grøn-syrlig ensilage samt lidt krydderier og urter.

Smagen er pebret og krydret med jern, mineraler og godt med kirsebær. Det er syrligt, kantet og alligevel med en vis lethed og elegance … sådan. Fed vin at finde på en restaurant … sådan skal det være.

Forhandles af Vinotheket, hvor vinen koster 89 kr.

Rating 5/7