2012 Weingut Georg Gustav Huff, Blauer Portugieser ***, Rheinhessen, Tyskland

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Blauer Portugieser ***, Rheinhessen, TysklandDen ivrige vinblogger har – imod alle odds, traditioner, gode vaner og etikette – udskiftet fredagens Spätburgunder med en anden tysker, nemlig en Blauer Portugieser med 3 stjerner fra Weingut Georg Gustav Huff.

Og selvom det ikk’ er Spätburgunder, så er det med andre ord endnu en spændende vin fra de søde Huff’er i Schwabsburg, nertop hentet til landet af Gert E efter handel med Stefanie Huff, som i øvrigt fluks genkendte den storkøbende Gert og frue fra vort besøg sidste år.

Blauer Portugieser har vi før smagt her på bloggen. Det er Tysklands næstmest udbredte blå drue samt Østrigs tredje mest udbredte. Navnet indikerer, at druen stammer fra Portugal. Det siges, at østrigeren Johann von Fries efter sit besøg i Porto i 1772 tog druen med til sit hjem i Voslau i Østrig.bt

Fra Østrig spredtes druen så til Tyskland, hvor den blev meget populær i det tyske vin boom i 1970’erne. Druen er meget stærk i forhold til druesygdomme, og den gror meget nemt.

Da den ofte dyrkes i et koldere klima, chaptaliserer man ofte druen, for at hæve alkoholindholdet. Den giver ukomplicerede terrassevine uden meget garvesyre med  smagsnoter af hindbær og jordbær, og vine på druen skal derfor også drikkes unge.

Det bekymrer imidlertid ikke Huff, for her er vinen årgang 2012, og alderen klæder faktisk vinen.

I glasset er farven sådan lidt svag orange i kanten, men eller en kende transparent … nærmest som Spätburgunder. Duften byder på nelliker, kanel, spidskommen, modne kirsebær, en nærmest Kijafa Kirsebærvin sødme, eg, røg samt strejf af mentol, som lige stikker og prikker lidt. Det lyder måske som et sjovt virvar, men duften er ganske aromatisk og virkelig indbydende.

Smagen er røde kirsebær med nogle af de krydrede elementer, eg, en sjov og lidt vandet syre samt peber og helvstramme tanniner, som sætter sig godt oppe i ganen. Ganske udmærket … selvom duften svæver et stykke over smagen. Vakler lidt, men jeg ka’ sgu meget godt li’ den.

Købt på vingården, hvor prisen er 8,00€ … eller omkring 60 kr., hvilket synes meget billigt.

Rating 5/7