2014 Vinařství Krásná Hora, Pinot Noir, Moravia, Tjekkiet

2014 Vinařství Krásná Hora, Pinot Noir, Moravia, TjekkietWTF … Pinot Noir fra Tjekkiet? Jeps, den er sgu god nok. På Falernum smagte jeg nemlig Pinot Noir fra vinhuset Vinařství Krásná Hora, som ligger i Hodonín distriktet, en del af regionen og vinområdet Moravia i den sydøstlige del af Tjekkiet.

Vinařství Krásná Hora ligger helt præcis ved byen Starý Poddvorov … en ganske lille by med kun 969 indbyggere … but who is counting?

Krásná Hora betyder “det skønne bjerg”, og da vinhuset ligger idyllisk ved et lille bjerg, så har det lille familiedrevne vinhus fået dette passende navn … ikke at forveksle med byen Krásná Hora længere inde i Tjekkiet.

Vinhuset er reelt grundlagt i dets nuværende form i år 2000, hvor der er opført et nyt moderne vineri ovenpå resterne fra den ellers over 150 år gamle vingård, som igennem alle årene har været drevet af  Vybiral familien.

Det var den unge Marek Vybiral, som satte gang i en egenproduktion på vingården, men det skete først efter en større omlægning af produktionen og bygning af en nymoderne vingård, som blev tegnet af arkitekten Tomáše Havlíčka. Derudover ansatte Marek også ønologen Ondřej Dubas til at forestå vinproduktionen.

Vinařství Krásná Hora har samlet 5 hektar vinmarker, som ligger i et af de varmeste områder i Tjekkiet, men dog så langt nord på det europæiske fastland, at man må betegne det som koldklimaområde for vindyrkning. De dyrker primært de franske druesorter Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Merlot.

Udover deres egne 5 hektar opkøber de også en smule druer, men målet er at komme op på 12-13 hektar egne vinmarker. Markerne drives økologisk og der anvendes også elementer fra den biodynamiske tilgang. I øjeblikket ligger vinhusets produktion på omkring 40.000 flasker vin.

Og netop et glas Pinot Noir fra én af disse 40.000 flasker nød jeg således på Falernum, dog med lidt mad til, nemlig først en dejlig omgang lambchops med lidt rodfrugter og en rødbedemos under lammet. Mums.

Lambchops Dagens ret på Falernum … lambchops.

Da jeg er født nysgerrig, så spurgte jeg min søde vintjener, hvad “padrones” – som vinbaren på tavlen reklamerede med til 45 kr. – var? Hun fortalte, at det var små grønne, grillede peberfrugter, som de serverede med lidt aioli til og at dem skulle jeg bare prøve. Det gjorde jeg så … høflig som man nu er. Og nysgerrig.

PadronesPadrones … små, grønne og grillede peberfrugter. Så ved du det.

Jeg har ikke de store oplysninger om, hvordan vinen er lavet, så vi springer i stedet direkte til mine smagsnoter. Og første overraskelse er farven, som er ganske lys … næsten rosé-farvet, virkelig transparent, bleg og klar, selvom vinen reelt er flasket ufiltreret.

I næsen er vinen først en smule neutral, men langsomt kommer der aromaer, først lidt syrlige noter, klare Pinot Noir noter, kirsebær, hindbær, klart peber, estragon samt bark og jord.

Smagsmæssigt overrasker vinen også og viser forskellige ansigter. Uden godt med luft er vinen let, frisk, blid og medgørlig. Trækker du godt med luft ind i munden, så bliver det interessant.

Der kommer pludselig godt med syrlighed, jern, mineraler og eftersmagen forlænges også med flere meter. Med syrligheden kommer der også klart nogle knækkede nuancer, hvor balancen tipper en smule … men også kun en smule. Men alt i alt … virkelig en spændende vin og respekt til Husted for igen at finde små og mere ukendte perler.

Forhandles af Husted Vin, hvor prisen er 135 kr. ved køb af 1 flaske og 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  thumbthumbthumbthumb