2013 Monte del Frà, Passito Monastero Bianco, Veneto, Italien

2013 Monte del Frà, Passito Monastero Bianco, Veneto, ItalienFinalen på Gastronomé var også hvidvin … eller i hvert fald sød, hvid dessertvin, nemlig denne Passito Monastero Bianco fra Azienda Agricola Monte del Frà. Den var i hvert fald valgt til at følge Rabarber – skovmærke – brændt hvid chokolade til dørs … men det synes jeg nu ikke lykkedes.

Monte del Frà ligger i den sydlige del af Gardasøen i Veneto, vel omkring 8 kilometer sydøst for Peschiera del Garda i bunden af Gardasøen og på adressen Via Custoza lidt udenfor byen Sommacampagna. Vi er nemlig i vinområdet præget af Crustoza og Lugana vine, selvom huset skam også laver røde Bardolino, Valpolicella og Amarone vine.

Huset er grundlagt i 1958 af Bonomo familien, som fortsat i dag driver vingården. Udover vingården ved Sommacampagna ejer de også en vingård i Valpolicella Classico området, købt i 2006 ved byen Fumane og det er derfra druerne til de Valpolicella og Amarone vinene kommer.

Vinhuset har sammenlagt 140 hektar vinmarker fordelt på de to områder, og er i dag et af de mest avancerede vinerier i området. Hos Monte del Frà lader man – så vist muligt – naturen gøre arbejdet i vinmarken. Her skal anvendes så lidt kemi som overhovedet muligt, fordi det er vigtigt at bevare jordbundens økologiske balance. Det er her det lokale særpræg skabes.

I kælderen arbejder man med meget med nedkøling og fra druernes ankomst til vingården og til de færdige flasker forlader lageret, opbevares de under en temperatur på maksimalt 13 grader. Nedkølingen af druerne ved ankomst til vingården hæmmer oxydering og trækker samtidig gæringen i langdrag, så der i de røde vine udvindes ekstra megen saft og kraft af drueskindet og i hvidvinsgæringen udvikles fine blomsteragtige nuancer.

Moderne hydrauliske presser sørger for, at druerne presses så blidt som muligt, og man undgår for mange bitterstoffer i de færdige vine. Samtidig anvendes i stor udstrækning rustfri ståltanke til gæring og lagring, igen for at bevare mest mulig frugtsmag i de færdige vine.

De for regionen så velkendte store træfade anvendes stadig, men de udskiftes jævnligt, og til topvinene anvendes barriques, der ligeledes udskiftes løbende. Flaskelageret er indrettet som stort kølerum, idet filosofien er, at vinen på den måde hurtigere finder hvile, og ikke udsættes for mere end ét fysisk chok når den tappes.

Denne Passito Monastero Bianco er lavet på 60% Garganega, 15% Sauvignon Blanc og  15% Chardonnay. Druerne høstes i september, tørres i samme lokaler som druerne til Amarone, og presses først når de ligner store rosiner. Efter endt gæring lagres vinen 6 måneder på egetræsfade.

I næsen fornemmes der stor tørhed, lidt sherryagtige noter … og alkohol, oxyderede noter, badesæbe, salt, gærede bær og blod. Ikke vildt tillokkende, men den smager heldigvis bedre. Smagsmæssigt er det nærmest lidt nektar, honning, sødme, nødder og sød sukker. Ja, den smager bedre, end den dufter, men det er ikk’ lige mig.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 199 kr.

Rating 3/7