2013 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2013 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSå kom den ægte Châteauneuf-du-Pape fra Château de Beaucastel i glasset … en vin, som jeg sidst smagte tilbage i 2011 og det er jo efterhånden et par dage siden. Dengang var det den store 2007 årgang, men her i en af de nyeste årgange, nemlig 2013.

Generelt siges det, at 2013 ikke var det bedste år … og ikke lever op til de 4 foregående år,  men mere er på niveau med fx 2008. Men hos gode producenter som Château de Beaucastel betyder årgangen imidlertid mindre. Deres Châteauneuf-du-Paper er altid fremragende.

Druerne til vinen kommer jo fra de omkring 70 hektar vinmarker på en single plot, som Château de Beaucastel ejer i AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen. Der har ikke været brugt kemisk gødning på markerne siden 1964.

I stedet har man fundet ud af at bruge en blanding af fåregødning og resterne fra det forrige års druepresning. Herved opnår man, at jorden automatisk er i mikrobiologisk balance, og at vinstokkene bliver meget mere resistente over for diverse sygdomme.

Perrin brødrenes hovedfilosofi er ikke at stræbe efter at få det største udbytte pr. hektar, men derimod sætter de en ære i at høste sunde og afbalancerede druer, som kan producere store vine af enestående kvalitet. Høsten af druerne foregår udelukkende ved håndplukning, og derefter sorteres de – også manuelt – meget nøje. Kun de bedste druer bliver til vin.

Druerne gennemgår en speciel proces, som er helt unik: De varmes op til omkring 80 grader i 30 sekunder, hvorefter de nedkøles til kældertemperatur og derefter gennemgår en traditionel vinfremstillingsproces. Ved at bruge denne særlige opvarmningsmetode reducerer man kraftigt i anvendelsen af svovl, så smagen og farven på vinene intensiveres. Desuden behandles hver druesort separat for at bevare aromaen, karakteren og originaliteten ved hver sort. Dermed skabes nogle af verdens bedste Châteauneuf-du-Paper.

At Perrin familien hører til blandt verdens bedste producenter kan også aflæses i, at de er medlem af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub Primum Familiae Vini … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er de i fint selskab med Mouton Rothschild, Egon Müller, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Antinori  samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også Leading Wine Families. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring, værne om de traditioner og værdier, som familieejede vinhuse står for samt sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Beaucastels Châteauneuf-du-Pape er lavet på alle de 13 tilladte druesorter. Det der gør Beaucastel meget speciel, er dog at andelen af Mourvèdre er langt højere end andre Châteauneuf’er. I blendet udgør både Mourvèdre og Grenache hver omkring 30% af druesorterne. Druerne høstes manuelt, hvorefter Mourvèdre og Syrah druerne gærer i store egefade, mens de øvrige druer gærer i store betontanke – hver druesort for sig. Efter den malolaktiske gæring blandes druesorterne og mosten lagres på foudres i et år inden vinen flaskes, som derefter også lagrer et år.

Lad os smage på vinen, som i næsen har mejeri, kærnemælk, hængt kød samt et herlig grønt stik. Virker intens, tæt med mørke bær, boysenbær, solbær og måske endda lidt hindbær … ganske saftig, rund, sød og kødfuld. Der er pebrede noter, krydderier, lakrids, mild tobak, grafit samt lidt røgede noter. Hmmm, virker kompleks, men fortsat ung.

Fornemmelsen af en ung vin går igen i smagen. Det er dejligt rundt, blødt, fyldigt … fint med power. Frugten er stadig voldsom frisk … slet ikke nogen Châteauneuf-du-Pape tyngde eller fedme … højest lidt hvalpefedt. Virkelig præget af let, ren frugt … direkte in your face. Tanninerne strammer en smule af ungdommelig kækhed, men bestemt ikke markant. Hvor smager det dog bare godt.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 550 kr.

Rating 6/7 

Skriv et svar