2007 A. Clape, Cornas, Rhône, Frankrig

2007 A. Clape, Cornas, Rhône, FrankrigSom jeg tidligere har skrevet er Clape er for mig den absolutte éner i den nordlige del af Rhône. Det er klassisk og fantastisk vellavet vin. Fabelagtigt, men også dyrt. Clape er simpelthen ét af referencepunkterne … ikke bare i appellationen, men i hele Rhônedalen.

Topvinen hos Clape er hans Cornas, så den skulle gutterne i byggesjakket selvfølgelig slutte med. Det er en vin, som jeg første gang smagte på Villys Vinbar i Århus. Selvom alle ved bordet fik en spansk vin, som Steen Fiil havde anbefalet, så ville jeg være anderledes og spurgte efter noget godt fra Rhône.

Steen, som fortsat driver vinbutikken Den Blå Port, var ikke sen til at anbefale Cornas fra Clape, så den sprang jeg på ene mand. De andre ved bordet sad med deres Tempranillo, men jeg smægtede mig i drønlækker, legendarisk Cornas, og lige siden har jeg haft en særlig forkærlighed for Clape.

Det skal dog retfærdigvis siges, at alle ved bordet fik lov at smage min Cornas … men kun lidt.

Auguste Clape er tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin i 1949. Auguste Clape var en af de første, der begyndte at lave vin i eget navn i Cornas. Dengang ejede familien nogle af de bedste stråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen.

Domainet har 5,5 hektar i Cornas samt 1 hektar under appellationen AOC Côtes du Rhône og Vin de Table. I Cornas er markerne – som hos Vicent Paris – stejle med hældning på op over 60 grader. Clapes parceller ligger også på nogle af de samme marker, idet Clapes parceller fordeler sig på Coteau de Tezier, Les Renards, La Cotes, Les Mazards, Chaillot og Sabarotte.

I dag er Auguste en ældre, furet mand og for længst gået på pension, så domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.

Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden. Vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres …  1.200 liters fade, som man kender fra Alsace.

Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg. Vi er tre om at træffe beslutningerne, men vi er sjældent uenige. Vi kender jo vinen. Men hvis vi bliver uenige, så er det min far, der har det sidste ord, fortæller Olivier Clape.

Som alle vinene fra Clape er de lavet på ren Syrah fra parceller, hvor vinstokkene har en alder på henholdsvis 30, 50 og 60 år med enkelte stokke, der er over 100 år gamle. Lagret 22 måneder på de store, gamle foudres.

Og igen en herlig livseliksir … næsen dyb, animalsk og nærmest gammel. Det er mejeri, kærnemælk, kød, blod, røget bacon, gammelt træ … som i husene i den gamle by eller en gammel forladt stald, læder, jord, violer, estragon, mynte, peberkorn, kaffegrums samt en gennemgående frisk frugt. Hmmmmm. Smagsmæssigt er vinen også ganske frugtrig med enebær, nærmest paprika, brombær, jordbær, kødfuld, tørret kød, cremet … tanninerne tætte, stramme og tørre. Der er noget nærmest læskende over vinen, druesaft i 5. potens. Zen … total balance. Gud, hvor det smager godt.

Købt hos Den Blå Port, pris 450 kr., men de fleste steder koster vinen et par hundrede dask mere.

Rating 7/7    

Skriv et svar