2012 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Carrubo, Sicilien, Italien

2012 Vinding Montecarrubo, Il Carrubo, Sicilien, ItalienDen anden sicilianske vin og duellant til den imponerende Etna Rosso Santo Spirito blev med dansk islæt, nemlig topvinen Il Carrubo fra vinhuset Vinding Montecarrubo, som jo ejes og drives af danskeren Peter Vinding-Diers, onkel til Peter Sisseck fra Pingus og far til Anders og Hans Vinding-Diers, sidstnævnte fra Bodega Noemia de Patagonia i Argentina.

Peter Vinding-Diers og Vinding Montecarrubo har jeg skrevet om nogle gange tidligere. Det skal jeg spare jer for igen. Hvis I vil læse mere om vinbranchens danske veteran, så søg lige på ham i søgefeltet her til højre. En ganske spændende person med en spændende historie. Jeg har tidligere været til en smagning forestået af ham, og han er bestemt en ganske farverig person.

I modsætning til Tenuta Terre delle Nere, så ligger Vindings Montecarrubo en del længere mod syd nær byen Ispica, men fortsat på den østlige del af Sicilien. Der er undergrunden dog også præget af vulkansk aske og mineraler, ja faktisk ligger vingården Montecarrubo på et stykke af en vulkan, som dog var ikke har været aktiv i mere end to millioner år.

Det er et område med utilgængelig jord … fyldt med store klippestykker, sten og græsmarker, hvorfor det krævede meget arbejde at omdanne jorden til anvendelige vinmarker. Peter Vinding-Diers plantede kun Syrah … mest fordi typen var kendt for at lave helt store vine i området, men også fordi han havde erfaret, at den lokale Nero d’Avola normaltvis først høstes midt i oktober, hvor der ofte er meget regn.

Gården er certificeret økologisk og køres derudover efter biodynamiske principper. Peter laver i dag 5 forskellige vine på Montecarrubo, nemlig vinen Piccolo, vinen Cuvée Suzanne – opkaldt efter hustruen Susie, Rudolf, denne Il Carrubo – som tidligere hed Rosso di Sicilia IGT – samt topvinen Vigna Grande, som dog kun laves i helt specielt gode år. Alle vinene laves på Syrah og både Rudolf og Cuvée Suzanne er nye i sortimentet.

Denne Il Carrubo er selvfølgelig også 100% Syrah, gæret i cementkar, både med druernes naturlige gær og via saccharomyces, altså kunstig gær, som vi også kender, når vi bager brød. Her blot en lidt anden slags, som indeholder flere arter af gær. Derefter lægges vinen på fade, hvor den lagrer i 9 måneder. Tidligere har Peter Vinding-Diers anvendt brugte fade fra Pingus, men om det fortsat er tilfældet ved jeg faktisk ikke.

Duftmæssigt godt med dybde … lidt samme oplevelse som da jeg smagte vinen i årgang 2008, hvor den blot hed Rosso di Sicilia IGT. Det er fortsat solbær, brombær … virkelig med kraft og en herlig animalsk duft og igen fornemmes det biodynamiske. Mine noter er faktisk meget lig med noterne fra 2008’eren, faktisk skræmmende ens noter. Kropslig i næsen og derudover krydderbuske, tobak og lidt lakrids.

Smagen er også de mørke bær, solbær, brombær, blommer og fyldigt, Mørkt, blødt, afbalanceret … det smager da for sindssygt. Thumbs Up big time for den brave dansker, som – helt uden mafiametoder – bare laver herlig vin.

Jeg har – heldigt – fået min flaske i gave, men forhandles ellers af Vinspecialisten, hvor den koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Skriv et svar