2010 Corte Alta, Valpolicella Classico Superiore Ripasso Tornidora, Veneto, Italien

2010 Corte Alta, Valpolicella Classico Superiore Ripasso Tornidora, Veneto, ItalienJeg er vist ikke en Ripasso mand … er ikke specielt til Amaroner eller Ripasso, der ofte betegnes som Amaronens lillesøster. Denne Valpolicella Classico Superiore Ripasso Tornidora fra vinhuset Corte Alta gør mig bestemt heller ikke mere Ripasso mand … tværtimod.

Venetianske vinhus Corte Alta holder til i byen Fumane, som vel ligger 4 kilometer vest for Negrar midt i Valpolicella-land.

Projektet blev påbegyndt i 1996 af brødrene Tiziano og Daniele Accordini sammen med deres børn Paolo og Giacomo. I 2000 købte brødrene otte hektar af den bedst beliggende jord i Valpolicella appellationen. Vinmarkerne ligger ved Fumane nær Cavalo og Mazzurega med en elevation på mere end 550 meter over havets overflade.

Disse marker er nogle af de højest voksende i Valpolicella og den friske frugtsyre som druerne herved har, er med til at afbalancere den naturlige sødme som der er i Amarone og Valpolicella vinene. I 2001 startede det spændende arbejde i markerne og den første årgang af Corte Alta Amarone så dagens lys i 2005.

Familien var i forvejen vinproducenter i området, og vi kender dem såmænd allerede her på bloggen, for de driver vinhuset Azienda Agricola Accordini Stefano, som bl.a. laver rigtig fantastisk Amarone. Ja vi har smagt og skrevet om vinene 3-4 gange her på bloggen og jeg har også tidligere mødt og snakket med Paolo Accordini fra familien. Fin fyr.

Hos Corte Alta er det alfa og omega at vinene har balance og friskhed sammen med den koncentrerede frugt. Og det er netop det som sker i marken på grund af den førnævnte højde. Druerne modner simpelthen 10-14 dage senere end dem som ligger ved lavere højde. Vinene består hovedsageligt af den ædle Corvina drue, suppleret med en del Rondinella og en knivspids Molinara

Der laves 6 forskellige vine under Corte Alta navnet, nemlig en Amarone Classico Camparol, vinen Rosso del Veneto Appassimento Feritas, en Rosso del Veneto Gravis, en almindelig Valpolicella Classico San Zeno, en Recioto Vigna Corone og så denne Valpolicella Classico Superiore Ripasso Tornidora.

Vinen er lavet på 65% Corvina Veronese, 30% Rondinella og 5% Molinara … høstet med et imponerende høstudbytte på hele 70 hektoliter pr. hektar. Vinen laves ved, at den færdige Valpolicella Classico vin hældes sammen med al kvasen fra Amarone produktionen, og så starter den en anden gæring, som varer cirka en uges tid. Det giver vinen ekstra fylde og yderligere alkoholprocent.

Derefter stoppes vinen i tønder, nemlig 3 år gamle 500 liter tonneau egetræstønder, som også tidligere brugt til at lagre husets Amaroner. Der lagrer vinen i 12 måneder inden den tappes på flaske.

Men det er bare slet ikke mig. I næsen er der allerede fornemmelse af en gammel vin, alderen trykker allerede … og så gammel er damen jo ellers ikke. Der er blommer, sur pibetobak, bitter chokolade og godt med urter, men virker ærlig talt lidt doven og flapsy hapsy (hvordan man ellers staver det?) … næsten som en øl, der er blevet for varm og flad.

I munden er det lidt lakrids, urter … igen lidt ufokuseret og flad i smagen med bløde, runde bær, blommer samt lidt grønne elementer og blød, famlende syre. Måske denne flaske ikke er helt okay … selvom der på ingen måder er prop. Måske skal den smage sådan? Måske jeg bare ikke er Ripasso mand?

Forhandles bl.a. af Theis Vine, hvor prisen er 159,95 kr. for en årgang 2013.

Rating 2,5/7  

Skriv et svar