2010 Viña Errazuriz, The Blend Collection, Aconcagua, Chile

2010 Viña Errazuriz, The Blend Collection, Aconcagua, ChileEr sindssygt langt bagefter med at skrive om ugens vine … men ikke uden grund, for uge 8 har været hård for Houlberg … aka DK’s flittigste vinblogger … eller måske mere præcist min lever, vægt og kondital.

Mandag var det et bestyrelsesmøde, som altid omfatter vine, så var der tirsdagsvinklubben, en kæmpe Cabernet Franc smagning hos Vinimperiet tirsdag, topsmagningen med Vinpusheren i Randers Vinlaugh torsdag samt vinaften with the guys lørdag.

Samlet resultat for ugen er præcis 50 forskellige vine. FÅÅÅÅÅÅÅKKKK … det er jo en slat. Lidt en udfordring … specielt når man forsøger at holde sig fit og måske endda komme i form til foråret. Så ugen har været en sand balancegang mellem vin, fitnesscenter og løb, så ugens tal blev 50/40 = 50 vine og 40 kilometer … herunder halvmaraton lørdag. Vel ikke helt værst?

Og én af vinene var denne The Blend Collection, som vi drak i tirsdagsvinklubben på jobbet. Den er fra det store chilenske vinhus Viña Errazuriz, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen. Det skal jeg spare jer for denne gang, og så blot skrive lidt om vinen. Vil du vide mere om vinhuset, så søg bare under “search” ude til højre.

The Blend Collection laver Viña Errazuriz i både en rød og hvid udgave. Her i årgang 2010 er den lavet på 65% Grenache, 23% Mourvèdre, 7% Syrah og 5% Roussanne. Alle druerne kommer fra Aconcagua Valley, og vinificeret i 10 hektoliter rustfrie ståltanke med en macerationsperiode på mellem 6-28 dage afhængig af hvilken slags druer. Vinen er lagret 16 måneder i franske fade, heraf 15 nye.

I næsen er der sådan nærmest friske røde bær, hindbær, jordbær … lidt sød i frugten, nærmest som bolsjer og derudover chokolade, violer, lidt blomster, kaffe og vanilje. Smagen er også lyserød frugt med en lidt krydret syre, fin tørhed og en vis lethed samt bolsjesødme. Hmmm, smager fint, men er ærlig talt lidt anonym.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Rating 3,5/7 

Skriv et svar