2013 Gérard Bertrand, Château La Sauvageonne Grand Vin, Languedoc, Frankrig

2013 Gérard Bertrand, Château La Sauvageonne Grand Vin, Languedoc, FrankrigVi har tidligere kørt Gérard Bertrand tema i tirdagsvinklubben på jobbet, så i dag blev et gensyn med den store, tidligere rugbyspiller. Denne Château La Sauvageonne Grand Vin har vi ikke tidligere har smagt, men med 9 forskellige slotte og et utal af vine, er det sgu også svært at komme igennem hele arsenalet.

Jeg skal skåne jer for hele historien om den gode Bertrand og blot henvise til nogle af de andre blogindlæg. Søg bare under “Bertrand”, hvis de vil finde nogle af dem. I stedet vil jeg kigge nærmere på netop Château La Sauvageonne, som ligger nordvest for Montpellier nær landsbyen Saint-Jean-de-Blaquière og et stenkast fra Causse du Larzac.

Slottet er én af Gérard Bertrand seneste investeringer og er således købt i november 2011. Slottet … eller nærmere den palælignende ejendom med stor swimmingpool og tilhørende marker ligger i en højde af 300 meter over havet overflade i AOC appellationen Terrasses du Larzac under Languedoc.

Château la Sauvageonne nyder godt af et nærmest perfekt terroir, hvor vinmarkerne er højt beliggende på vestvendte skråninger. Jordbunden består af hård rød skifer, og dette – kombineret med vinmarkernes høje beliggenhed og en vulkansk fortid – giver en vin med masser af fylde og intensitet, tilsat elegante tanniner og en vis mineralitet.

Siden Gérard Bertrand overtog ejendommen er der investeret massivt, og produktionen er – i bedste Gérard Bertrand stil – omlagt til både økonomisk og biodynamisk drift, og i 2013 opnåede Château la Sauvageonne sin certificering af biodynamisk status.

Parker har beskrevet La Sauvageonnes personlighed som værende à la Côte Rôtie, mens andre skribenter beskriver dens tanniner som værende meget i stil med Bordeaux’s venstrebreds vine. Sandheden er nok tættere på Côte Rôtie end Bordeaux, men disse udsagn understreger La Sauvageonnes meget fine tanniner, som tilbringer den en hvis kølighed og elegance.

Der laves 5 vine på Château La Sauvageonne, én hvid, 2 rosévine samt 3 rødvine, nemlig Pica Broca (gamle stokke), Chateau La Sauvageonne Les Ruffes samt denne topvin Château La Sauvageonne Grand Vin.

Château la Sauvageonne Grand Vin er lavet på druerne Syrah og Grenache, men fordelingen kender jeg ikke. Det er et blend af de bedste terroir på Terrasse du Larzac. Hver enkelt parcel udskilles og vinificeres separat før den endelige assemblage. En del af Syrah-druerne forbliver efter høsten i hele klaser, hvor de gennemgår en kort maceration, mens de resterende Syrah-druer afstilkes sammen med Grenache druerne, før de gennemgår en traditionel alkoholisk gæring og overføres til egetræsfade, hvor de under deres 12 måneder ophold gennemgår en fuld malolaktisk gæring. Når fadlagringen er tilendebragt, så klares vinen, inden den tappes på flaske.

Og det biodynamisk fornægter sig ikke i næsen, som er landlig, rustik med mentol, hæfteplaster, hospitalsgang … mens frugten er lys eller i hvert fald mellemlys. Derudover lidt krydderier og en lidt kølig form for mineralitet, som egentlig bidrager klædeligt til festen.

I munden er det krydderier og masser af peber, frisk frugt og ganske let i udtrykket … men peberen dominerer vildt meget, og faktisk også alt for meget og går igen i hele smagsspekteret og vinen slutter således med et bittert peberbid, som bliver ved med at sidde i munden. Dermed bliver det en smule anstrengende og faktisk synes jeg, at lillesøsteren Château La Sauvageonne Pica Broca er en tak bedre afbalanceret. Men jeg er jo også lidt underlig … sådan er det bare.

Købt i Vinspecialisten, hvor vinen pt. er på bud til 200 kr., mens normalprisen er 295 kr.

Rating 4/7  

Skriv et svar