2014 Maison Laurent Chautemp, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2014 Maison Laurent Chautemp, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigChâteauneuf-du-Pape fra en ukendt producent … og ærlig talt, så smager den faktisk heller ikke særlig meget af Châteauneuf-du-Pape. Jovist, der står ganske vist Châteauneuf-du-Pape på flasken fra vinhuset Maison Laurent Chautemp og etiketten er skam også nydelig … men så hører alle ligheder også op.

Maison Laurent Chautemp skulle ifølge den nydelige etikette ligge i Saint-Jean-d’Ardières, lige ved A6’eren og Soâne floden mellem Mâcon og Villefranche-sur-Saône. Det er et godt stykke fra Châteauneuf-du-Pape, vel helt præcis 258 kilometer. Derfor virker det også en smule underligt, at en vinproducent lige dér i Saint-Jean-d’Ardières laver Châteauneuf-du-Pape vine.

Maison Laurent Chautemp er samtidig umulig at finde. Ingen resultater på internettet … ej heller på den franske krak-vejviser … eller hvad det nu hedder i sydlige. Maison Laurent Chautemp er som sunket i jorden, hvilket er lidt underligt, da denne vin jo er forholdsvis ny, nemlig en årgang 2014.

Dermed vil jeg gætte på, at vinen er en designvin, lavet af én af de store vinkoncerner, som opkøber druer og laver vine beregnet til bestemte marker. Så får de fine navne, så forbrugerne kan nikke anerkendende, hmmmm Châteauneuf-du-Pape, det skulle vist være godt.

Der er heller ingen oplysninger om, hvilke druer vinen er lavet på, så også dér er vi helt ude i skoven. Lad os i stedet smage vinen, som i næsen har en smule peber, hvilket jo kan tale for, at der er lidt Syrah i vinen. Derudover er det morbær, sødme, mynte, kamfer, norske brystdråber, men ikke rigtigt nogle af de dyder, som ellers kendetegner Châteauneuf-du-Pape.

Smagen er meget tynd … helt uden fylde og mest af alt virker den ganske neutral. Der er lidt tørhed bagerst i munden, papkasser og lidt peber, men virker slasket, kantet og uden kraft. Er dette virkelig Châteauneuf-du-Pape? Hvis det er tilfældet, så er det bestemt ikke stor Châteauneuf-du-Pape.

Købt i Fakta, pris kender jeg ikke. Håber ikke, at det var over 50 kr.

Rating 2,5/7 

Skriv et svar