2013 Gian Piero Marrone, Langhe Chardonnay Memundis, Piemonte, Italien

2013 Gian Piero Marrone, Langhe Chardonnay Memundis, Piemonte, ItalienDen hvide Barolo … kaldes denne Langhe Chardonnay Memundis, som kommer fra vinhuset Agricola Gian Piero Marrone, som ligger i den lille by Annuziata på vej op mod selve La Morra i hjertet af Piemonte. Den er altså ikke på nogle af de lokale grønne druer Arneis eller Cortese, men derimod den internationale Chardonnay.

Agricola Gian Piero Marrone er grundlagt i 1957 af Pietro Marrone, men drives i dag af 3. og 4. generation i form af Pietros nevø Gian Piero Marrone samt hans 3 smukke døtre Denise, Serena og Valentina.

Oprindelig blev vinene alene produceret til personlig brug samt en række faste kunder. Men over tid blev vinmarkerne udvidet og kundebasen voksede stødt. I dag producerer Marrone familien årligt over 200.000 flasker og eksporterer deres vine til 26 lande.

Vingården har samlet 18 hektar vinmarker, som ligger spredt i området og nogle endda helt op til grænsen til Barberesco. De fleste af husets vinstokke er gamle stokke med en gennemsnitsalder på 60 år og giver basis for ikke mindre end 14 forskellige rødvine, 9 hvidvine, en enkelt rosé samt dessertvinen Moscato d’Asti Solaris.

Derudover tilbyder familien også kokkeskole på vingården, hvilket styres med hård hånd af Mama Giovanna. Som deltager får man en opskriftsbog, et forklæde og skal kokkerere et komplet måltid med starter, forret, hovedret og dessert med hjælp og råd af Mama Giovanna. Det lyder sgu meget godt … forestil dig, at måltidet så samtidig skal nydes i de gamle kældre. Jeg er klar.

En af husets vine er denne Langhe Chardonnay Memundis. Det er endda topvinen af de hvide, lavet i beskedent antal … ren Chardonnay og fermentering direkte på eg og har også lagret på barriques i 15 måneder.

I glasset har vinen godt med farve … nærmest mellem-gul, og i næsen er vinen meget aromatisk med våde fade, kvæde, abrikos, eg, vanilje, honning … meget moderne stil med en lidt fed side.

Smagen er intens, dyb med fylde, let citrus og eksotiske frugter. Der er en voldsom lang eftersmag, hvor fedme, fylde og syre bare langsomt breder sig i munden og varer en evighed. Det kan vi lide. Der er også godt med sødme, som dog får kompetent modspil af den bærende syre og en meget ren frugt. En smule opulent og associationer til Barolo – bare i hvid udgave – kan måske være svær at finde, men godt smager den … meget godt endda.

Købt af nogle gutter, som kalder sig Vinopiemonte, og prisen er 189 kr.

Rating 5,5/7  

Skriv et svar