2014 Agerbo Vingaard, Solaris, Sjælland, Danmark

2014 Agerbo Vingaard, Solaris, Sjælland, DanmarkTæt på den lille stationsby Hørve i den sydligste del af Odsherred, 4 km nord for Svinninge, 20 km vest for Holbæk og 4 km syd for Fårevejle i Odsherred Kommune er der dukket endnu et dansk vinbrug op, nemlig Agerbo Vingaard. Det er et lille hobbybrug, som drives af Frank Buch og familie. De grundlagde vinbruget i 2012 med omkring 1.000 stokke, hovedsageligt Solaris.

Og så er Buchs i familie med min vinbuddy Jesper, som – for ikke så lang tid siden – var i Hørve for at hjælpe med høsten 2015. Og han havde selvfølgelig en flaske af gårdens vin med hjem, en Solaris fra sidste års høst. Den skulle vi selvfølgelig lige smage til en omgang julehygge hos Jan, som havde fundet lidt spændende vine frem.

Der er ingen etikette på vinen endnu … bare ren Solaris på flaske. Herligt.

Solaris er – udover en Science Fiction film med George Clooney i hovedrollen, et styresystem til computere i UNIX-familien samt navnet på en række campingpladser i det sydlige – en hvidvinsdrue, som spås store fremtidsmuligheder i Danmark.

Solaris er fremavlet i 1975 på Staatliches Weinbauinstitut Freiburg i Tyskland og er bl.a. klonet fra Merzling, som jo er en tysk hvidvinsdrue, som indeholder Riesling og Ruländer (Pinot Gris). Druen modner tidligt og har en god modstandsdygtighed mod svampeangreb og frost. Vinene fra Solaris er normalt frugtige og parfumerede og har et middelhøjt syreindhold. I det danske, kølige klima giver druen vine, der egner sig fint til fisk, skaldyr og kylling.

Lad os smage på Franks lille Solaris vin … som i næsen byder på lidt fersken, lidt krudt … og ja en smule parfumeret, men ellers lidt neutral. I munden er vinen nærmest lidt olieret og har ellers parfume, et grønt syrligt bid og lidt beske noter. Fin livlig syre og sjovt med den lidt olierede fedme i vinen. Hurra for et godt forsøg … dansk vin er bestemt på vej.

Frank sælger vistnok vinen fra gården til 220 kr.

Rating 3,5/7 

3 tanker om “2014 Agerbo Vingaard, Solaris, Sjælland, Danmark”

  1. Jeg ville nu gerne insistere på, at Solaris først og fremmest er Andrei Tarkovskys klassiker fra 1972. Men jeg ved, at du sikkert har undladt denne oplysning, fordi det kun er gamle oldtidsfund, der interesserer sig for film fra forrige årtusind ?

  2. … ha ha … respekt. Jeg har nu ikke undladt dette bevidst, da jeg ikke har set filmen, hverken i den originale udgave af Tarkovskij,eller den nye af Steven Soderbergh. Skulle jeg vælge tog jeg helst sikkert også den gamle … men konen helt klart ville vælge udgaven med Clooney.

Skriv et svar