2005 E. Guigal, Saint-Joseph Vignes de l’Hospice Rouge, Rhône, Frankrig

2005 E. Guigal Saint-Joseph Vignes de l'Hospice Rouge, Rhône, FrankrigNæste vin denne aften er en fantastisk klassiker. Her har vi nok et af Rhönes mest kendt og velrenomerede vinhuse, nemlig Gigal.

Guigalfamiliens historie i Ampuis startede i 1923, hvor Etienne Guigal kom til byen som 14-årig og senere etablerede sig som vinbonde. Han nåede at være med til at lave 67 årgange før sin død. Han måtte dog i 1961 efter en sygdom, der berøvede ham synet, lade sønnen Marcel overtage roret. I dag indgår 3. generation Philippe Guigal i ledelsen af firmaet. Philippe er uddannet ønolog.

Familien ejer 45 ha, vinmarker i nordlige Rhone, herunder berømte parceller i Côte Rôtie og Hermitage, hvorfra der laves kostbare enkeltmarksvine. Hovedparten af produktionen i kældrene i Ampuis udgøres dog af negociantvine, herunder vine fra sydlige Rhone.

Denne vin stammer fra to af de bedste Saint-Joseph vinmarker, som Guigal nu ejer eller kontrollerer gennem købet af to vingårde, Domaine Vallouit og Domaine Grippat tilbage i 2001. “Vignes de L’Hospice” er en lille, stejl vinmark, som ligger højt over byen Tournon. Selve marken ejes af det lokale hospice, og vinstokkene er udlejet til Guigal.

Til denne vin har Guigal også tilføjet en del af produktionen af ​​vingården “Les Anges”, som tidligere havde tilhørt Domaine Vallouit. Denne vingård ligger over samme hospice, og når jeg skriver over, så er det fordi, at vinmarken er en ekstraordinært stejl skråning, beliggende over byen.

Vinstokkene er mellem 20 og 80 år gamle. Guigal vinificerer denne 100% Syrah vin på samme måde som hans Cru Côte Rôties. Efter gæring lagres vinen i 30 måneder på 100% nye fade, og flaskes ufiltreret. Produktionen er meget begrænset.

Duften er Rhône, helt klart. Der er solbær, kul, røg, lidt lavendel, en meget intens duft. Smagen er også meget klassisk, der er sgu hold om sagerne via tydelige tanninerne, der er blommer, en smule sødme og klart mørke bær. Det er meget elegant, og man kan også mærke lidt alder, som så småt er begyndt at vise sig i vinen. Perfekt tidspunkt at drikke vinen på. Jan fortalte også, at sælgeren havde sagt, at 2002’eren allerede var “over the hill”. Saint-Joseph skal – modsat Cote Rotie – drikkes forholdsvis ung. Dejlig, dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Prisen var ifølge Jan omkring 450 kr. Philipson sælger den til 500 kr. … hvis du vel og mærke køber 12 stk. og kan leve med en anden årgang.

Vinanmeldelse 6/7 

Skriv et svar