2009 Bosco Agostino, Barolo La Serra, Piemonte, Italien

Fra Franken til vinhuset Azienda Agricola Bosco Agostino i Piemonte, hvorfra vi smagte denne Barolo La Serra … én af husets to enkeltmarks Barolo’er. Den anden kommer fra marken Neirane, og den har jeg tidligere smagt og skrevet om her på bloggen.

Azienda Agricola Bosco Agostino ligger lige udenfor byen La Morra og er grundlagt af Pietro Bosco, der i 1979 begyndte at producere sine egne vine. Indtil da havde ham blot solgt alle druerne til andre vinproducenter. Pietro fik snart følgeskab af sin yngste søn, der hurtigt viste både talent og evner for arbejdet i både vinmarkerne og -kælderen.

Da Pietro Bosco døde i 1983, så overtog Agostino driften, og han driver i dag vingården sammen med hustruen Carla og sønnen Andrea, som netop har færdiggjort sin vinuddanelse på skolen Scuola Enologica di Alba. Med andre ord et rigtigt lille familieforetagende.

Familien råder over omkring 4 hektar vinmarker tilplantet med Nebbiolo, Barbera og Dolcetto, og laver samlet 5 forskellige vine, nemlig Dolcetto d’Alba, Barbera d’Alba, Langhe Nebbiolo, Barolo Neirane og så denne Barolo La Serra.

Marken La Serra ligger på en sydvestvendt skråning i 400 meters højde og jordbunden består af ler og kalk. Alle druer høstes i hånden og gæringen og den efterfølgende maceration sker på temperaturkontrollerede ståltanke over en periode på 20-22 dage.

Herefter tilbringer vinen de næste 6-7 måneder på barriques, inden den omstikkes til 2.000 liter store botti af slavonsk eg. Efter omkring 2 år tappes vinen på flaske i august måned og lagrer nu indtil marts måned det efterfølgende år, før den endelig frigives til salg.

I næsen er her med det samme italiensk stramhed, syrlighed med blomster, roser, violer, lyserøde bær, stikkelsbær, ribs og en smule champignon. Smagen er ligeledes syrlig, elegant, præcis, ren … med stikkelsbær, morbær, grønne blade. Det er fortsat en ung og stram vin, som bestemt kan klare flere år i kælderen … men godt smager den.

Købt hos Jysk Vin, pris 325 kr.

Rating 5/7  

Skriv et svar