2004 Castello delle Regine, Merlot IGT, Umbrien, Italien

2004 Castello delle Regine, Merlot IGT, Umbrien, ItalienMed næste vin tog vi et lille spring fra Frankrig til nabolandet Italien, eller helt præcist til Umbrien midt i Italien, hvor vi finder vingården Castello delle Regine.

Castello delle Regine er en gammel befæstning, og godset har i dag ikke mindre end 1.000 hektar jord med kvægopdræt, jagt samt produktion af olivenolie og vin. Den gamle befæstning er kendt under navnet Castelluccio Amerino, og jorden er beliggende i Regine Valley mellem Narni og Amelia. Godset er oprindeligt fra år 600 og har gennem tiderne været hjemsted for mange adelige familier i regionen. Hovedbygningen er opført omkring år 1500.

I dag er godset ejet af advokat Paolo Nodari, der gennem de seneste 20 år har restaureret godset, udvidet med moderne vineri, som han – med respekt for godsets historie – har kaldt Castello delle Regine , som jo betyder ”prinsessens slot”. I dag består ejendommen også af en 1. klasses restaurant “Podernovo”, ferielejligheder og feriehuse.

Her har vi vineriets topvin, Castello delle Regine Merlot, som er dyrket på 100 % Merlot-druer, alle håndplukkede. Vinstokkene er mere end 50 år gamle, hvilket giver super-koncentrerede druer. Tidligere leverede Castello delle Regine faktisk en del af druerne til den kendte vingård ”Ornellaia”, men på grund af den store efterspørgsel efter deres Merlot og den lille produktionsstørrelse, ca. 20.000 flasker, sælger de ikke mere druerne.

Denne Merlot bliver betragtet som en af Italiens absolut bedste Merlot-baserede vine. Bag vinen står ejeren selv, Paolo Nodari samt Livia Colantonio med rådgivning fra en af Italiens bedste vinmagere, Franco Bernabei. 2004 årgangen, som betragtes som en af de allerbedste årgange i de sidste 10 år i Umbrien, har både fået 92 point af Robert Parker og de maksimale 3 glas i Gambero Rosso. Det har den i øvrigt fået 4 år i træk!

Duften er lakrids, friske, unge bær. Faktisk utroligt, da vinen jo allerede har 8 år på bagen. Det hverken duftes eller smages, og der er også masser af rygrad i smagen, tanniner, fylde, solbær, balance … føj, det smager fandme godt. Vinen hænger ligefrem i tænderne, så gebisset hygger sig virkelig. Denne vin er bestemt værd af anbefale.

Købt hos Veras Vine tæt ved Vrå i Nordjylland til en pris på 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Skriv et svar