2007 Domaine Gauby, Côtes du Roussillon Vieilles Vignes, Roussillon, Frankrig

2007 Domaine Gauby, Côtes du Roussillon Vieilles Vignes, Roussillon, FrankrigStress, stress, stress. Jeg skulle “hoste” bestyrelsesmøde, og det var fremrykket fra det normale starttidspunkt kl. 19.00 til nu kl. 18.00, og fluks hjemkommet 16.30, så var der da lige 1½ time til at fabrikere lidt lækkert mad, og finde de vine, som vi skulle smage denne aften. Og jo, det lykkedes at få lavet lidt fornuftigt, nemlig

Ristede kammuslinger på bund af æble, fennikel, dild m/indkogt fløde/tyttebærsauce, Gazpacho m/brødcrutoner, Bruchetta i forskellige varianter, bl.a. m/nye kartofler, m/svampe, m/gåserilette & croniconer, m/tomat & mozarella m/artiskokpesto, Mozarella/lufttørret skinke-ruller m/timian & oregano samt lidt italienske pølser m/brød + et par oste

Nå, men lad os fluks springe til vinene, for det lykkedes også at finde nogle fornuftige vine. Vin nr. 2 var denne fra Roussillon i Frankrig, og hvilken en behagelig overraskelse. En rest fra Sigurd Müller, men sikke en rest.

Vingården hedder Gauby, og er opkaldt efter ejeren, Gérard Gauby, som også i dag omtales én af områdets ”leading star”. Området Roussillon har i mange år været betragtet som underudviklet og eksponent for  overalkoholiske, rustikke bulderbasser uden charme og raffinement.

I dag er der dog sket meget  i det kolossale vinområde, som i disse år stormer frem.” Roussillon’s wines, are quite simply some of the world’s most exciting and distinctive; their myriad permutations and combinations of vine, terroir, and human agents capable of satisfying your hedonism and love of mystery alike”, har den allestedsværende Rober Parker udtalt.

Domaine Gauby er 100% familieejet og udover Gérard Gauby, så hjælper sønnen Lionel også til. Domænet har gennemgået en sand forvandling siden Gérard i 1985 overtog familiens ejendom og 5 hektar vinmarker, som indtil da leverede druerne til lokale kooperativ.

I dag er der blevet opkøbt udvalgte parceller i Calce, hvor Domaine Gauby er beliggende, samt længere inde i baglandet og i det efterspurgte område Fenouillèdes.  Karakteristisk for Gaubys markparceller er det meget garrigues-prægede terroir, som Roussillon er storleverandør af. Ved nærmere eftersyn er parcellernes undergrund meget kalkdominerede,  heraf bynavnet Calce, sekunderet af skifer, som også er meget fremherskende på de gamle vinmarker.

Et karakteristika ved Gaubys parceller er vinstokkenes ekstremt høje alder – mange er over 120 år gamle! Heraf har flere vinstokke overlevet den altødelæggende Phylloxera i midten og slutningen af det 19. århundrede.

Gaubys vinfilosofi går, udover troen på gamle vinstokke, ud på at vinen ”skabes” i vinmarken, frem for i kælderen. Gauby arbejder derfor også med meget begrænsede hektarudbytter, hvilket selvfølgelig også er en naturlig konsekvens af den høje alder på vinstokkene.

Hektarudbyttet varierer naturligvis fra årgang til årgang, men overstiger aldrig 35 hl./ha. og typisk 20 hl./ha. for Syrah. I 1996 overgik Domaine Gauby til biodynamisk drift af vinmarkerne, og i 2008 blev Domaine Gauby biodynamisk certificeret.

Denne Gaubys Vieilles Vignes Rouge er lavet på Carignan, Syrah, Grenache Noir og Mourvèdre (Carignan fra 125 år gamle stokke og Grenache fra 55 år gamle vinstokke) der efter manuel høst, sortering og afstikning er lagret på barriques, heraf 20 % nye, i 24 måneder. Vieilles Vignes Rouge hverken filtreres eller klares inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt fik jeg noteret kostald, meget animalsk i næsen, marzipan, skosåler og en meget frugtdrevet intensitet. Smagsmæssigt også meget frugtrig, blid, lidt sødme, blød fyldighed, men stadig meget rank. Et rigtigt dejligt og behageligt glas vin.

Som sagt en rest hos Sigurd Müller, pris 80 kr., normalt vistnok 229,95 kr. Lad os endelig få købt flere af dem. Jan skulle i øvrigt til Ålborg i løbet af torsdag, og så må vi jo se, om der er flere tilbage. Jeg anbefaler bestemt denne vin.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2 tanker om “2007 Domaine Gauby, Côtes du Roussillon Vieilles Vignes, Roussillon, Frankrig”

  1. Hvor kan jeg købe vinen.
    Er træt af at lede på nettet
    Så hvis I kan sige nøjagtigt hvor jeg
    kan købe denne vin. vil jeg blive
    glad.
    mvh HBH

Skriv et svar