2014 Accordini Igino, Golfina Lugana, Veneto, Italien

Jeg er ikke til golf … hverken bilen eller spillet. Mangler simpelthen tålmodighed til begge … men denne Golfina Lugana, opkaldt efter det småkedelige spil for gamle mennesker og med en storsvingende køllebetvinger på etiketten, er sgu en vaskeægte hole-in-one.

Sorry golfere og Volkswagen-Fahrer … kunne ikke lade være ;o)

Vinen kommer fra vinhuset Accordini Igino, aka Azienda Vitivinicola Accordini Igino og mere aka Accordini Igino Società Agricola, som Jesper og yours truly aka DK’s fligtigste vinblogger besøgte på en lille, hyggelig en-dags raid rundt i Valpolicella.

Accordini Igino er beliggende midt i Valpolicella området i byen San Pietro in Cariano i Pedemonte, og vi var havnet netop dér på grund af et tid fra en lokal restaurant samt en venlig dansker, som havde besøgt stedet og været meget begejstret. Sådan et tip sidder vi selvfølgelig ikke overhørig, specielt når det drejer sig om vin.

Samtidig er Accordini Igino også et hus, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen, nemlig da jeg smagte deres 2012 Augustus Valpolicella, en ganske fornuftig Valpolicella Classico Superiore.

Og det blev et herligt lille besøg. Vi blev mødt – ikke blot af en fantastisk gæstfrihed og imødekommenhed – men også en værtinde, som levede op til det italienske udtryk La Bella Figura. Da der samtidig blev sat 3 store glas foran os hver, og hældt godt op … så kunne det umuligt gå galt.

Accordini - Tasting
Vinhus – smagning og vinkøb – ikke til at tage fejl af.

Accordini - vingården
Azienda Vitivinicola Accordini Igino.

Og specielt med denne første vin Golfina Lugana, fik vi en fremragende start, men den skal jeg nok lige vende tilbage til. Først lidt om vinhuset.

Azienda Vitivinicola Accordini Igino drives af Accordini familien med Guido og datteren Ilaria Accordini i spidsen. Huset er grundlagt helt tilbage i 1821, da Guidos bedstefar arvede et 3 hektar stort jordstykke i Valpolicella. På dette tidspunkt var området allerede kendt som godt vinområde, men Accordinis marker blev dog udelukkende anvendt til produktion af vine til eget brug … og sådan fortsatte det egentligt i mange, mange år.

I 1960 begynder familien imidlertid at blive mere målrettet, og de begynder bl.a. at dyrke nye “Corvina” planter for at opbygge en vingård med en større produktion. De 3 hektar udvides også til 35 hektar, og i 1970’erne sælges den første vin med familienavnet Accordini … nemlig en Amarone, som er radikalt anderledes fra dem, der allerede på markedet, bl.a. med en utrolig frugtrigdom.

Siden da har målet altid været produktion af kvalitetsvine, og familiens vine sælges i dag i hele verden. Der er høstet flotte omtaler af Wine Enthusiast, Luca Maroni og Decanter. Senest har familien også i 2013 tilkøbt yderligere 25 hektar vinmarker i Lugana, den sydlige del af Gardasøen, og der er netop herfra, at denne hvidvin kommer.

Accordini - Golfina
Golfina Lugana er husets nyeste vin, som der reklameres godt for.

Golfina Lugana er lavet 100% på den lokale drue Turbiana, som kun findes i Lugana området i den sydlige del af Gardasøen. Druen kaldes også Trebbiano di Lugana og man har tidligere ment, at druen var en klon af den mere kendte Trebbiano di Soave, mens mange har anset den som værende en klon af Verdicchio.

Imidlertid viser nylige DNA test fra Milan universitetet, at den faktisk ikke genetisk er relateret til hverken Trebbiano di Soave eller Verdicchio. Det er en druesort, som menes forædlet netop i den sydlige del af Gardasøen siden romertiden, og så er det en drue, som i Lugana har fået sin egen DOC helt tilbage i 1967.

Efter produktionsreglerne skal en Lugana DOC vin mindst indeholde 90% Turbiana druer, og alkoholprocenten skal minimum være 10,5%, selv om kvalitetvine fra Lugana sjældent er under 12%. Denne Golfina er da også på hæderlige 13%.

Hvorfor hedder vinen så Golfina … er det en vin specielt målrettet vore ældre køllesvingende medborgere? Næ, vor søde værtinde fortalte, at årsagen er ganske simpel. Vinmarken i Lugana ligger simpelthen ved siden af en større golfbane Golf Club San Vigilio, og derfor var navnet ganske oplagt. Måske de plukker druer og samler vildfarne goldbolde op samtidig?

Og hvilken herlig lille hvidvin … igen overraskende kvalitet af Veneto hvidvin. I næsen godt med blomster, lemon, umodne pærer, lidt tropiske frugter … meget aromatisk og virker ganske frisk. I munden en ganske harmonisk vin, hvor der er frisk syre, mineralitet, et grønt bid og virker i det hele taget meget blød, velstruktureret og elegant.

På vingården koster en flaske 8€ … eller omkring 60 kr., hvilket er billigt for denne vin.

Rating 5/7 

Skriv et svar