2012 Gérard Bertrand, Cigalus Rouge, Languedoc, Frankrig

I den lange – men behagelige – Gérard Bertrand Odysse på jobbet var vi nået til sidste side. Dernière page. Sidste Bertrand vin i arsenalet af vinprojektiler var nemlig denne Cigalus Rouge, som i går blevet åbnet og nydt mellem et par opgaver tilsat en smule stress. Sådan er arbejdslivet jo også.

Gérard Bertrand købte Domaine de Cigalus i 1995 og har siden omdannet produktionen til at være biodynamisk. Der er 75 hektar vinmarker til godset og jorden består af en blanding af ler og kalksten, hvilket gør den særdeles velegnet til at holde på vandet i det ellers tørre klima – en absolut nødvendighed, hvis man vil lave afbalancerede vine.

Lidt utraditionelt for området har Gérard primært valgt at plante internationale druesorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay, dvs. druesorter, som alle trives fremragende i klimaet, men som der ikke er tradition for at dyrke i distriktet, hvorfor de aldrig kan nå en bedre klassifikation end Vin de Pays, selv om vinen reelt er klasser bedre end mange AOP’ere.

Der laves 5 forskellige vine på Domaine de Cigalus. nemlig Cigalus i hvid, rosé og denne røde. Derudover laves der en rød og en hvid udgave af vinen L’Indomptable de Cigalus.

Denne Cigalus Rouge er et blend på en lang række druer, nemlig Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Syrah, Grenache, Carignan og Caladoc. Sidstnævnte kender jeg ikke, men det er drue, som primært vokser i Languedoc og vel nærmest er en krydsning mellem Grenache og Malbec. Den bliver mest benyttet i Vin de Pays vine fra Languedoc.

Vinifikationen sker ved, at druerne afstilkes, hvorefter de forskellige sorter gæres ud på ståltanke … Syrah og Carignan dog hver for sig. Efter den malolaktiske gæring sammenstikkes den endelige cuvée for så efterfølgende at blive lagt på nye franske egetræsfade i 12 måneder, inden vinen flaskes uden filtrering og frigives til salg.

I næsen kan den biodynamiske tilgang næsten fornemmes. Det er mødding, rustik og beskidt … sammen med klar Rhône reference med den specielle Provence-krydderiblanding, urter, rosmarin, mørk frugt, solbær, blåbær, blommer og lidt ristede toner. Meget indbydende faktisk. I munden er vinen varm og fyldig med lakrids, chokolade, blommer, solbær, peber og sødme. Lidt sjov slutning med peber og syre … som måske ikke smelter helt sammen, men vinen efterlader samlet et rustikt og letanimalsk indtryk, som er ganske herligt.

Købt i Vinspecialisten, pris 295 kr., måske en lidt høj pris for en Languedoc vin, men kvaliteten fejler heller ikke noget. Man kan dog få vinen Château La Sauvageonne Pica Broca fra selvsamme Bertrand, og den har lidt af samme smagsnuancer … og for under halv pris. Og i min optik lige så god … mindst. Det kunne være et step før denne.

Rating 5/7   

Skriv et svar