2011 Henri Prudhon & Fils, Puligny-Montrachet Les Enseignères, Bourgogne, Frankrig

Alle vinene torsdag blev smagt blindt … og det gik meget fornuftigt med at gætte land. På forrige skød jeg Riesling og Mosel, og denne skød jeg til at være hvid Bourgogne, og det var spot on. Vinen er nemlig en Puligny-Montrachet Les Enseignères fra vinhuset Henri Prudhon & Fils, som holder til i byen og appellationen Saint-Aubin.

Saint-Aubin ligger mellem de langt mere berømte kommuner Puligny Montrachet og Chassagne Montrachet. Mellem disse to kommuner strækker der sig en dal stik øst, hvor Saint-Aubin danner begyndelsespunktet, og det er netop dér, at vi finder vinhuset Henri Prudhon.

Prudhon familien kom til Saint-Aubin i 1712, men vinhuset blev reelt først grundlagt i 1945, hvor Henri Prudhon giftede med Marguerite. Hun havde arvet et andet vinhus, og så lagde de begge deres burgundiske vinhuse sammen og grundlagde dermed vinhuset Henri Prudhon. Druerne solgte de imidlertid til lokale negociants, for Henri havde travlt med andre gøremål, bl.a. var han gennem mange år borgmester i Saint-Aubin.

Det var først da sønnen Gerard overtog driften i begyndelsen af 1980’erne, at vinhuset begyndte at tappe og sælge vinene i eget navn. Gerard udvidede også vingården med køb af nye marker i Saint-Aubin, Chassagne Montrachet og Puligny Montrachet. Efterhånden blev en større og større andel af produktionen solgt på flasker, og snart begyndte udlandet også at efterspørgte vinene fra Henri Prudhon.

Prudhon udnyttede denne situation til eksportere til specielt de engelske og amerikanske markeder via et samarbejde med store importører som Neal Rosenthal i New York og Richards Walford i London. Men selvom der var nok om ørene med vinproduktionen, så gik Gerard også i faderens fodspor og blev flere gange valgt til borgmester i Saint-Aubin.

I dag er det Gerard og hustruen Bernadettes tø sønner Vincent og Philippe, som styrer vinhuset og dets efterhånden hele 14,5 hektar vinmarker, hvilket er en hel del i Bourgogne. Det giver en årlig produktion på omkring  90.000 flasker vin. Selvom de fleste parceller er beliggende i Saint-Aubin, så ejer man – som nævnt – også parceller i de noget mere berømte kommuner Chassagne Montrachet og Puligny Montrachet … og det er netop fra sidstnævnte, at denne hvidvin kommer fra.

Druerne til vinen kommer fra marken Les Enseignères i Puligny-Montrachet, eller rettere sagt fra 2 plots på marken, hvoraf den ene har vinstokke på omkring 30 år og den anden med 80 år gamle vinstokke. Marken ligger endda lige opad den berømte Grand Cru mark Criots-Bâtard-Montrachet. Høstet i hånden og lagret 15-18 måneder med bundfald på fade – heraf 20% nye fade.

I næsen har vinen urter, hyld … lidt neutral ved for kold temperatur. Min erfaring med hvid Borugogne er, at de helst skal lidt op i temperatur for at frigive alle nuancerne, og så er der her ellers citrus, mineraler, flintesten samt nogle let muskatagtige noter. I munden er der let, hvid peber, eg, pærer, fersken, salt … virker dejlig cremet, men også med en stor og lang frugtagtig syre, som går igen i hele smagsforløbet og i hele eftersmagen. Ganske flot og elegant.

Købt hos Bichel Vine, pris 349,75 kr.

Rating 5/7 

Skriv et svar