2013 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Påskeferie … og alle børnene på vej. I morgen står den på lammesteg, hygge … og i dag kan vi varme op med denne Riesling fra Weingut Reinhold Haart, da pigerne elsker hvidvin … og hustruen specielt Riesling. Og hvorfor ikke fra én af de bedre producenter?

Weingut Reinhold Haart, som holder til i byen Piesport i Mosel og familien er den ældste vinavlerfamilie i Piesport. Allerede i 1337 blev Haart nævnt som ejer af vinmarker i Piesport.

Den ultimative forudsætning for at fremstille vine af høj klasse, er besiddelsen af de bedste vinmarker, kombineret med vinsamhørighed og tradition, som findes i deres 650 år gamle familieejede vingård.

I dag leder ægteparret Edith og Theo Haart den traditionsrige vingård. ”Vores passion og profession tilhører vinene” siger begge samstemmende. Vinskribenter anser vingården for at være en af de bedste i Mosel. Således har også Robert Parker opdaget ”Reinhold Haart”.

Og Haart familien er også stor i Piesport, bl.a. driver Theos nevø også vinhuset Julian Haart, hvor den unge Julian også laver nogle fremragende vine.

Alle vine hos Weingut Reinhold Haart er ratet meget højt af Parker. Weingut Reinhold Haart blev bl.a. af “Weinguide Deutschland” i 2007 kåret som “årets vinmager” (Winzer des Jahres). Samtidig har vingården fået prædikatet “Weltklasse”, som betyder, at vingården tilhører den absolutte elite i Tyskland.

I alt ejer og opdyrker Reinhold Haart 8 hektar vinmarker, som udelukkende er tilplantet med Riesling. Hans bedste vinmarker er klart Piesporter Goldtropfchen og Wintricher Ohlingsberg, men bare hans basis Riesling Trocken – ja det er lige præcis denne vin – giver et forrygende indtryk af husets formåen.

Theo Haarts vigtigste vinmark er Goldtröpfchen og midt i den fandt han for nogle år siden resterne af en romersk vinpresse og kælder. De tilkaldte arkæologer fandt det største romerske vineri nord for Alperne. Vineriet er i dag restaureret og kan beses af nysgerrige turister og vininteresserede.

Denne Riesling Trocken, Haarts entry-level Riesling, er lavet ved, at mosten gæres ud på en blanding af gamle foudres og rustfrie ståltanke ved ca. 16 grader, hvilket forlænger gæringen og øger vinens kompleksitet. Efterfølgende filtreres vinen let og tappes på flaske.

Duftmæssigt er her fersken, grønne æbler, blomster, blomsterstøv og i det hele taget godt med florale noter. Smagen er frisk, krisp og sprød med flintesten, æbler, citron samt et syrligt og bittert bid i eftersmagen.

Forhandles i Danmark af Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr. Jeg har købt mit eksemplar i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 8,50€ … eller omkring 63 kr.

Rating 4,5/7  

2 tanker om “2013 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland”

  1. Hej Houlberg
    Faldt over denne – kommer den i en ny udgave med samme årgang 😉
    “Weingut Reinhold Haart er i den nyeste udgave af “Weinguide Deutschland 2007″ netop kåret som “årets vinmager”” 😀

  2. Hej Lars
    Ha ha … ja, der gik det vist for stærkt. Fejlen er fluks rettet. Takker for det skarpe øje ;o)
    /Ulrik

Skriv et svar